
Finansministeren regner ikke med, at fremlægge en analyse af, hvor man kan spare på statens administration forud for økonomiaftalen for 2024. Det fortalte han mandag til doorstep om finansloven. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kommunerne får ikke at vide foreløbig, hvor meget staten skal spare på sin administration
Kommunerne skal levere administrations-besparelser for millioner af kroner i 2024. Hvor meget staten skal spare på sin administration, får KL ikke at vide før de snarlige økonomiforhandlinger. Det oplyser finansministeren.
Udgivet: 24/04/2023
Nicolai Wammen (S), finansminister, forventer ikke, at regeringen kommer til at give et bud på, hvad det statslige bidrag bliver til administrative besparelser forud for økonomiaftalen med KL (Kommunernes Landsforening), som begynder om få uger.
Det fortæller han til NB-Økonomi, da finansloven for 2023 blev præsenteret på et såkaldt doorstep i dag (mandag).
Dermed ligger det fast, at kommunernes og regionernes administrative besparelser skal fastlægges, inden regeringen er klar med en analyse af, hvorfor der er ansat cirka 11.300 ekstra administrative medarbejdere i staten.
"Om ganske ganske kort tid, så skal vi jo forhandle økonomiaftalen med kommunerne og regionerne. Jeg forventer ikke, at vi har et bud på, hvad det statslige bidrag til at skære ned på administration vil være til de forhandlinger," siger Nicolai Wammen til NB-Økonomi.
Det betyder dog ikke, at staten ikke også skal bidrage, understreger finansministeren.
"Men det vi også har sagt meget klart op til de forhandlinger, det er, at vi også kommer til at se på statens administrative udgifter. Det er ikke alene kommunerne. Det er ikke alene regionerne. Det er også staten, der kommer til at bidrage. Det synes jeg er helt naturligt," siger han og tilføjer:
"Vi vil komme med et udspil på rette tid og sted."
Kommunerne skal komme med deres bud først
Kommunerne har længe været frustreret over, at regeringen uden forudgående analyse vil pålægge kommunerne at spare flere hundrede millioner på administration allerede i 2024. Dermed er det heller ikke blevet kortlagt, hvor mange krav staten skal fjerne, for at kommuner og regioner kan spare de ønskede tre milliarder.
Men nu foreslår S-ordfører, at processen vendes rundt, så kommunerne kommer med et bud på, hvad der kan fjernes af myndighedsbetjening og statslige tilsyn, som bagefter kan medføre mindre bureaukrati for kommunerne.
"Det er rigtigt, at der skal laves en analyse, og det arbejde pågår. Det handler om, at hvis der er opgaver, hvor kommunerne gerne vil frisætte - det kunne for eksempel være tilsyn på bestemte områder - som både statsministeren og Lars Løkke Rasmussen har påpeget, så er det klart, at hvis man fjerner et sådan tilsyn, så betyder det, at der er et kontrolpres, der bliver lavere i kommunerne. Men der vil jo så også være nogle statslige ansatte, som ikke skal lave det tilsyn," forklarer finansordfører Benny Engelbrecht (S) til NB-Økonomi.
Benny Engelbrecht påpeger, at hvis man skal fjerne større bidder i administrationen i staten, så bliver man nødt til at lave det analysearbejde, der pågår. Men han er tryg ved, at kommunerne sagtens kan komme med forslag til, hvilke statslige bånd, de ønsker at få fjernet, så administrationsbesparelserne kan blive et samarbejde mellem kommunerne og staten.
"Vi er ret sikre på, at kommunerne kommer med nogle rigtig gode forslag til, hvad det er for nogle tilsyn, man kan fjerne. Det kan jo godt give nogle ret store besparelser for staten, men jo også for kommunerne. Og hvad der måske er aller aller vigtigst, så kan det gøre dagligdagen enklere for de enkelte institutioner," siger Benny Engelbrecht.
Sidst opdateret: 25/04/2023 - 11:47
Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale, Finanslov
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Økonomi, Finanslov, Nicolai Wammen (S), finansminister













































