
Kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Camilla Kirkedal Nowak, risikerer angiveligt at blive indstillet til afskedigelse på fredag. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommunaldirektør ryger måske ud
Kommunalbestyrelsen i Fredericia overvejer at fyre kommunaldirektøren Camilla Nowak, skriver Fredericia Dagblad. En anden direktør i kommunen står til fyring, og dermed er der atter turbulens i kommunen.
Udgivet: 28/03/2023
Bølgerne går højt i Lillebælt-kommunen Fredericia. Efter nogle særdeles turbulente år med udskiftninger i direktionen er der nu igen søgang. Kommunaldirektør Camilla Kirkedal Nowak får måske silkesnoren på fredag, og skoledirektør Michael Maaløe er indstillet til afskedigelse.
Det har Fredericia Dagblad erfaret. NB-Kommune forsøger at få af- eller bekræftet rygterne, men indtil videre lyder det fra stabschef i Fredericia Kommune, Nicolai Arvedsen:
"Ingen kommentar."
Ifølge NB-Kommunes kilder bliver der ekstraordinært holdt byrådsmøde på fredag, hvor i hvert fald noget af dagsordenen er lukket. Ifølge Fredericia Dagblad er en eventuel afskedigelse af Camilla Kirkedal Nowak på dagsordenen. Kommunaldirektøren er angiveligt blevet hjemsendt og svarer ikke på henvendelser fra NB-Kommune.
I forrige uge kom det frem, at direktøren for områderne børn, unge og kultur i Fredericia Kommune, Michael Maaløe, står til fyring efter blot en måned i jobbet. Fagbladet Folkeskolen kæder fyringen sammen med, at der er varslet fyringer af 22 lærere i kommunen, uden at skole- og børneudvalget er blevet orienteret. Michael Maaløe blev hjemsendt fra et tilsvarende job i Randers i 2022 i forbindelse med sager om dårligt arbejdsmiljø i hans gren af forvaltningen.
Begyndte i stormvejr
Camilla Kirkedal Nowak trådte til som kommunaldirektør i vinteren 2021. Hun var ellers næsten ny i jobbet som direktør for børn, unge og kultur, men påtog sig opgaven med at få Fredericia på ret køl efter megen ballade. Forud var kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blevet hjemsendt i forbindelse med Ekstra Bladets afdækning af et grundkøb foretaget af tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S).
Camilla Kirkedal Nowak kom til at stå i spidsen for at få kulegravet en række forhold og beslutninger truffet under den tidligere ledelse. Nu er det angiveligt hende selv, det kritiske søgelys er faldet på.
Sidst opdateret: 28/03/2023 - 11:14
Temaer: Navnenyt













































