
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var torsdag tilbage i rollen som økonomiminister, da han præsenterede den nye økonomiske redegørelse. Redegørelsen peger på en midtvejsregulering til kommunerne i størrelsesordenen fire milliarder kroner. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nye tal tyder på positiv midtvejsregulering på 3,5 til 4,5 milliarder kroner
Ændret skøn for overførsler og inflation i ny økonomiske redegørelse betyder, at kommunerne sandsynligvis får øget finansieringen med mellem 3,5 og 4,5 milliarder kroner i år ved midtvejsreguleringen.
Udgivet: 27/03/2023
Kommunerne får ifølge Økonomiministeriet højere udgifter i år end forventet, og derfor tyder alt på, at kommunerne også får udvidet de økonomiske rammer i den midtvejsregulering for i år, der kommer med økonomiaftalen for næste år.
Det er især flere modtagere af seniorpension og sygedagpenge end forventet, der rykker ved kommunernes udgifter, og dermed også de forventede indtægter fra staten. Desuden er den forventede inflation i år markant højere end den, der lå til grund for P/L-skønnet (skønnet for stigningen i priser og løn) i økonomiaftalen for 2023. Dermed tyder det på, at regulering af både overførsler og P/L vil give kommunerne øget finansiering. Det skriver NB-Økonomi.
Midtvejsreguleringen er baseret på en række tekniske beregninger og en forhandling mellem KL og regeringen, og derfor er det umuligt på nuværende tidspunkt at sige, præcis hvor stor midtvejsreguleringen bliver. Desuden baseres midtvejsreguleringen på økonomisk redegørelse fra maj, og dermed kan der ske udsving i prognosen over de kommende to måneder. Alligevel må man formode, at den nye økonomiske redegørelse giver en indikation af, hvilken retning kommunernes midtvejsregulering peger.
Forstå regnestykket
Da kommunerne i juni forrige år indgik en økonomiaftale med regeringen for 2023, så var forudsætningen for P/L-skønnet, at forbrugerpriserne ifølge økonomisk redegørelse fra maj 2022 ville stige med 1,8 procent i år. På den baggrund aftalte man et P/L-skøn for 2023, som kommunernes økonomiske rammer blev justeret efter.
I den økonomiske redegørelse, som Økonomiministeriet offentliggjorde forrige uge, er den forventede udvikling i nettoprisindekset i år på 3,9 procent.
Dermed er den forventede prisudvikling 2,1 procentpoint højere end det skøn, som kommunernes rammer er justeret efter. Det er præcis samme difference, som der var mellem økonomisk redegørelse fra maj til august sidste år for prisudviklingen i 2022. De 2,1 procentpoint kostede ifølge KL kommunerne 1,4 milliarder kroner i manglende prisregulering.
Dermed må man formode, at kommunernes økonomi opjusteres i størrelsesordenen 1,4 milliarder kroner i år på baggrund af det højere skøn for inflationen. Det kan ikke nødvendigvis oversættes en til en, og der ligger en række beregninger bag skønnet for kommunernes P/L. Alt andet lige må man dog formode, at reguleringen vil ligge i den størrelsesorden. Her er det vigtigt at bemærke, at det ikke er penge, der vil dække det varige tab, som kommunerne har lidt fra den manglende prisregulering i 2022.
Det skyldes, at beløbet i år alene vil dække den højere prisudvikling end ventet i år, og ikke tager højde for den manglende prisregulering i 2022. Lidt forsimplet kan man sige, at kommunernes forventede udgifter i 2023 på grund af inflationen samlet er steget med omtrent 2,8 milliarder kroner siden forventningen fra økonomiaftalen for 2023, hvor kommunerne sandsynligvis får dækket de cirka 1,4 milliarder kroner i midtvejsreguleringen for i år.
Det resterende beløb dækkes ikke, fordi det var et tab fra et fejlskøn sidste år, som ikke reguleres bagudrettet. Dermed kompenseres kommunerne altså ikke for det varige tab, de led i 2022, som derfor fortsat ligger som et tab i de kommende år.
Udgifter til overførsler stiger med cirka tre milliarder
Udover reguleringen af priserne, så reguleres kommunerne også for udgifterne til overførsler. Ser man på den samlede forventning til antallet af ydelsesmodtagere indenfor de ydelser, som kommunerne afholder udgifterne til, så stiger de med 21.000 personer i forhold til skønnet fra økonomisk redegørelse i maj 2022, som lå til grund for økonomiaftalen og dermed den aftalte ramme til kommunernes overførselsudgifter i 2023.
Det er især antallet af seniorpensionister og sygedagpengemodtagere der stiger mere end ventet i 2023. Regner man med en gennemsnitlig kommunal udgift til hver ydelsesmodtager på 100.000 til 150.000 kroner om året, så giver 21.000 flere ydelsesmodtagere kommunerne en ekstraudgift på mellem to og tre milliarder kroner i år. Beløbet afhænger i høj grad af typen af ydelser og hvor længe modtagerne har været på ydelsen, så derfor er det vanskeligt at komme med et mere præcist tal.
Den endelige beregning af beløbet må man forvente, at kommunerne får i midtvejsregulering fra staten. Her skal man være opmærksom på, at det ikke påvirker kommunernes serviceramme, fordi overførslerne ligger udenfor servicerammen. Dermed vil de tre milliarder kroner alene sikre kommunernes finansiering af overførslerne under et i år.
Det samlede resultat bliver, at kommunerne sandsynligvis kan forvente en midtvejsregulering på mellem 3,5 og 4,5 milliarder kroner, hvoraf de cirka 1,4 milliarder kroner vil øge kommunernes rammer i år, mens resten alene er en øget finansiering, der må forventes at gå til højere udgifter til overførsler.
Sidst opdateret: 29/03/2023 - 13:51
Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale
Emner: Inflation













































