
Mange fejl og lovbrud i sager om anbringelser sker på grund af et stort arbejdspres blandt de ansatte i kommunen, der har oplevet en stigning i sager, der skal sendes i børn- og ungeudvalget, på 80 procent i 2022. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune afsløret: Pressede medarbejdere må bryde loven igen og igen
Sagsbehandlere i Syddjurs Kommune er så pressede af deres arbejdsvilkår, at de bryder loven igen og igen i alvorlige sager om udsatte børn. 'Det er dybt bekymrende,' siger bistandsadvokat.
Udgivet: 22/02/2023
Medarbejdere på familieområdet i Syddjurs Kommune løber så stærkt, at de begår fejl og ikke kan overholde loven i en lang række alvorlige sager om blandt andet anbringelser af børn.
Det svarer de ansatte selv i en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet. Det kan TV2 Østjylland afsløre på baggrund af en aktindsigt.
- Det er dybt bekymrende læsning. Helt konkret kan det betyde, at der er begået fejl, og der er sket anbringelser, som ikke skulle være sket.
Så klar er meldingen fra bistandsadvokat Martin Olsgaard, der har speciale i tvangsfjernelser. Han har ført flere børnesager for klienter i Syddjurs Kommune, og han oplever ofte fejl.
- Det er så mange fejl, der bliver begået i Syddjurs Kommune angående sagsbehandling, siger han til TV2 Østjylland.
Det samme fortæller medarbejdere i Familierådgivningscentret i Syddjurs Kommune. I rapporten fra Arbejdstilsynet siger de, at lovmæssige tidsfrister bliver overskredet i mange sager i alle fire teams i centret.
I specialrådgiverteamet har man overskredet tidsfristen i 17-18 af 25 aktive børnefaglige undersøgelser.
- Det er meget alvorligt, at der er så mange fristoverskridelser i så alvorlige sager. Det er et klart billede af, at det faktisk sker rigtig tit, siger Caroline Adolphsen, ekspert i socialret og lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet.
- De her frister er lavet for, at de børn, der har brug for hjælp, får den hjælp, de har krav på til tiden, siger hun.
I nogle tilfælde bliver børn sågar anbragt udenfor hjemmet, selvom man ikke har nået at lave en lovpligtig børnefaglig undersøgelse i sagen, fortæller de ansatte i tilsynsrapporten.
Det er et meget alvorligt brud på lovgivningen, siger Caroline Adolphsen.
- Det er kun i meget sjældne akutte tilfælde, at man kan lave en anbringelse uden en undersøgelse, og det er slet ikke kommunen, der kan afgøre det, siger hun og fortsætter:
- Man kan slet ikke vide, om et barn skal anbringes, før man har lavet undersøgelsen. Så det er meget alvorligt, siger hun til TV2 Østjylland.
Kommunen overholder heller ikke loven i de sager, hvor børn er blevet fjernet fra deres forældre. Efter senest tre måneder skal der foretages en undersøgelse af, hvordan barnet har det, og om familien har udviklet sig. Når det ikke sker, risikerer børnene at være adskilt fra forældrene i længere tid, end de behøver.
- Det betyder, at vi ikke kan sikre, at de børn vi har iværksat indsatser overfor, får den rette hjælp, og vi får ikke undersøgt, om nogle af familierne er kommet på rette kurs, så børnene kan komme hjem, siger Caroline Adolphsen.
Sagen vækker også kritik hos foreningen for De Anbragtes Vilkår.
- Det er menneskelige skæbner, familieskæbner og det handler i sidste ende om, at de her børn kommer godt af veje videre i livet, eller om de har fået så mange slag over nallerne af samarbejdet med systemet, at de tager afstand til det, siger formand David Pedersen og fortsætter:
- Det fortæller noget om en myndighed, der er presset, men som kommer til at gå udover børnene i sidste ende. Vi skal sikre de rette ressourcer, så børnene ikke ender med at blive taberne i det her.
De mange fejl og lovbrud sker på grund af et stort arbejdspres. Blandt andet har de ansatte fået en stigning i sager, der skal sendes i børn- og ungeudvalget med 80 procent i 2022. Det er børn- og ungeudvalget, der træffer beslutning om anbringelser af børn.
Syddjurs Kommune kalder sagen alvorlig. De vil nu forsøge at finde løsninger sammen med medarbejdere, ledere og byrådet. Det siger konstitueret familiechef, Mette Schou.
- Vi ser med stor alvor på den rapport og de konklusioner, der er i den. Vi er i et tæt samarbejde med medarbejdere, ledelse og politikere om de forhold, der er i den, siger hun til TV2 Østjylland.
Sidst opdateret: 22/02/2023 - 09:17
Emner: Anbringelser, Udsatte, Syddjurs Kommune







































