Penge, som TV2 Nord blandt andet skulle bruge på at leje en helikopter til at dække DGI-landsstævnet i Aalborg, blev bevilget af borgmester Thomas Kastrup-Larsen på rekordtid.

Penge, som TV2 Nord blandt andet skulle bruge på at leje en helikopter til at dække DGI-landsstævnet i Aalborg, blev bevilget af borgmester Thomas Kastrup-Larsen på rekordtid. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Borgmester betalte 125.000 kroner for helikopter, der aldrig dukkede op

Da den ansvarshavende chefredaktør på TV2 Nord bad borgmesteren om et tilskud på 125.000 kroner, skulle Thomas Kastrup-Larsen kun bruge 25 timer på at sagsbehandle, før han godkendte ansøgningen.

Udgivet: 26/01/2023

Del artiklen:

I 2017 blev Aalborg invaderet af 25.000 idrætsudøvere, som henover de sidste dage i juni og starten af juli dystede og lavede opvisninger i hele byen i forbindelse med DGI Landsstævne.

Det var første gang, det store arrangement blev afholdt i Nordjylland, og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) var ikke sen til at beskrive arrangementet som én stor succes for Aalborg.

Medieomtalen var ligeledes særdeles positiv, hvor TV2 Nord sammen med flere andre regionale tv-stationer sendte live fra det fire dages arrangement. Men TV2 Nord gjorde det ikke gratis, viser en aktindsigt, Nordjyske har fået i sagen.

Et halv år før Landsstævnet løb af stablen sendte den ansvarshavende chefredaktør på TV2 Nord Mikael Justesen en mail til borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). Her bad han om 125.000 kroner i produktionsstøtte til at dække Landsstævnet - penge som TV2 Nord blandt andet skulle bruge på en helikopter.

Læs også:
Tv-station kontaktede borgmesteren og fik vupti overført 200.000 kr.

25 timer senere fik de svar fra borgmesteren, som godkendte ansøgningen.

"Tak for din mail. Vi vil gerne indgå en aftale om de 125.000," skrev Thomas Kastrup-Larsen.

Som i et sogneråd

Nordjyske har forelagt sagen for professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

Han peger på flere forhold i sagsbehandlingen, som ifølge ham er problematiske og i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.

- Jeg vil gerne starte med at slå fast, at man skal sikre sig, at man har hjemmel til at afholde udgifterne. Derfor skal der stå, hvad udgiften vedrører, så man kan aflægge korrekt regnskab, siger han.

Som i mange af de andre sager, som Nordjyske har afdækket, mangler Aalborg Kommune skriftlig dokumentation.

I forbindelse med produktionsstøtten på 125.000 kroner til TV2 Nord, er der f.eks. ikke udarbejdet en kontrakt, ligesom der ikke er nedskrevet, hvad Aalborg Kommune mener, de får for pengene. Men det er ikke det største problem.

- At man ikke journaliserer er noget sjusk. Men grundlæggende set er det mest problematiske, at man ikke gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at sikre, at man betaler markedsprisen, siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

- Landsstævnet er sikkert et dejligt arrangement at få til Aalborg, og 125.000 kroner er jo ikke en bondegård. Men ingen har interesse i, at man betaler for noget, som ikke er nødvendigt. Man skal ikke bare pr. kutyme godkende udbetalinger uden at forholde sig til, om den modydelse, man modtager, har samme værdi.

Han kalder hele sagen for "akavet", fordi det er uklart, hvilke regelsæt kommunen bruger, når de udbetaler produktionsstøtte til TV2 Nord.

Professoren forklarer, at Aalborg Kommune ikke må betale direkte produktionsstøtte, fordi en kommune ikke må støtte en privat virksomhed. Derfor skal det, kommunen betaler for, enten være støtte til DGI Landsstævne eller eksponering af kommunen.

- En kommune må ikke uden videre betale for at leje en helikopter til TV2 Nord, men man må gerne betale for branding af kommunen, så skal man bare sikre sig, at man betaler markedsværdien, siger Per Nikolaj Bukh.

Professoren kender ikke til andre fortilfælde, hvor kommuner og borgmestre sagsbehandler på den måde og på kun 25 timer.

- Det er selvfølgelig dejligt med en hårdtarbejdende borgmester, kunne jeg sige sarkastisk. Men det er en atypisk og uhensigtsmæssig måde for en kommune at forvalte på. Det bliver sognerådsadministration.

Købte øget dækning

I et skriftligt svar skriver økonomidirektør i Aalborg Kommune Tommy Christiansen, at de 125.000 kroner skulle bruges på bedre tv.

"Den konkrete aftale med TV2 Nord om dækning af DGI Landsstævne i 2017 havde til formål at skabe en bedre dækning af landsstævnet, som Aalborg Kommune var vært for. Det er vores vurdering, at aftalen var med til at øge dækningen af DGI Landsstævnet i Aalborg fra TV2 Nords side. Vi vurderer derfor, at Aalborg Kommune har fået værdi i form af omtale, der som minimum svarer til udbetalingen til TV2 Nord", skriver han.

I mailen skriver økonomidirektøren, at han ikke har yderligere kommentarer.

Helikopteren kom aldrig

Den helikopter som Aalborg Kommune betalte produktionsstøtte til endte dog med aldrig at komme i luften. Det fortæller chefredaktør på TV2 Nord Tino Pedersen.

- Alt var, som det skulle være, indtil selve dagen. Til åbningen af landsstævnet faldt der mellem 25 og 30 mm regn, og der blæste en stiv kuling. Derfor gav det ikke mening at sende helikopteren i luften. Når du laver billeder deroppe fra i den slags vejr, så bliver det ikke godt, siger han.

Tino Pedersen kan i dag ikke udpensle, hvad kommunens produktionstilskud på 125.000 kroner, så er gået til.

- Tilskuddet har indgået i den pulje af penge, vi har haft til at lave det bedst mulige setup. Jeg sidder ikke med et regnestykke, så jeg kan øremærke, at det var den faktura, som kommunens penge gik til.

Læs også:
Aalborg Kommune har brugt 620.000 kroner på blomster

Sidst opdateret: 26/01/2023 - 08:58

Emner: Aalborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]