
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Unge lærer erhvervsfag at kende på virksomhederne
Udgivet: 23/01/2023
Arrangementet 'Virksomhedsbesøg' er et nyt tilbud til skoleelever i Tønder Kommune, der går i 7. klasse og opefter - samt deres forældre.
Besøgene ude på arbejdspladserne giver de unge et indblik i, hvad det er for fagområder/ arbejdsområder virksomhederne dækker og dermed give de unge en mulighed for at blive klogere på, hvad man f.eks. laver som elektriker, tømrer eller butiksansat, og om de kan se sig selv inden for et af de erhvervsfaglige områder.
"Vi skal have flere unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse. Det her er en super måde at gøre det på, og jeg håber meget på, at det kan blive en tilbagevendende begivenhed”, siger Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti).
Virksomhedsbesøgene ligger om eftermiddagen og på så sent et tidspunkt, at mange af elevernes forældre kan nå hjem og deltage.
”At vælge en uddannelse er en stor beslutning, og derfor synes vi, at det er vigtigt, at de unge får mulighed for at have deres forældre med, så de sammen har noget de kan tage hjem og snakke om bagefter, og så forældrene er bedre klædt på til at forstå, hvad det er for en karrierevej deres børn er interesserede i,” siger fagchef Henning Løsche.
jornns
Sidst opdateret: 23/01/2023 - 10:03
Emner: Ungdomsuddannelser







































