Slagelse Kommunes nye forvaltningsledelse. Fra venstre mod højre ses Jesper Schlüter, Margrethe Kusk Pedersen, Marianne Stentebjerg, med Anders Bjældager bagerst.

Slagelse Kommunes nye forvaltningsledelse. Fra venstre mod højre ses Jesper Schlüter, Margrethe Kusk Pedersen, Marianne Stentebjerg, med Anders Bjældager bagerst. - Foto: Slagelse Kommune

Ny erfaren direktion og koncernmodel i Slagelse

Et nyt direktør-team i Slagelse Kommune skal vende dårlige tider til de bedre, lyder det fra borgmester Knud Vincents. De nye direktører skal stå i spidsen for en ny forvaltningsmodel.

Udgivet: 21/12/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Efter en årrække med økonomiske udfordringer, som ikke umiddelbart ser ud til at stoppe de næste år, har byrådet i Slagelse ansat nye direktører, der skal være medvirkende til at vende en negativ udvikling i en positiv retning.

Direktionen er dermed fuldtallig - anført af kommunaldirektør Anders Bjældager.

De nyansatte direktører er: Marianne Stentebjerg, der bliver direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid, Margrethe Kusk Pedersen, direktør for velfærdsområdet for voksne og Jesper Schlüter, direktør for udvikling af kommunens rammevilkår. Alle tre direktører tiltræder 1. februar 2023.

”Det har været tydeligt, med de udfordringer, vi har haft her i Slagelse Kommune, at vi har manglet ledelseskraft. Nu har vi fundet tre meget velkvalificerede direktører, der sammen med kommunaldirektøren skal sikre et stærkt, tværfagligt samarbejde”, siger borgmester Knud Vincents (V) i en meddelelse og fortsætter;

”Vi skal stadig have fokus på en økonomi i balance, men vi skal også finde rum til udvikling af vores kommune til gavn for borgerne. På egne og byrådets vegne ser jeg meget frem til, at vi med den nye direktion får et tættere og en mere sammenhængende styring på tværs af kommunen, og at vi får genindført koncernmodellen."

Marianne Stentebjerg, 57 år, bliver direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid, der tæller Center for Børn og Unge, Center for Dagtilbud og Skole samt Center for Kultur, Fritid og Borgerservice.

Hun kommer fra en stilling som direktør i Nyborg Kommune, hvor hun har været ansat i syv år og haft en bred direktørportefølje. Marianne Stentebjerg har også været chef for Skole og Uddannelse samt koncernchef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune, undervisningschef i Faxe Kommune og tilbage i 2001 – 2008 var Marianne Skoleleder i Korsør.

”Jeg glæder mig meget til at blive en del af den nye direktion i Slagelse Kommune. Jeg ønsker, at vi sammen lykkes med at sikre en sund økonomisk, faglig og udviklingsmæssig organisation og en stærk understøttelse af det politiske niveau. Og så er jeg holdspiller, arbejder inddragende og i tæt dialog med MED-systemet. Det sikrer sammenhængskraft i organisationen, og det er vigtigt for det fremadrettede arbejde i Slagelse Kommune," siger Marianne Stentebjerg.

Læs også:
Kommune fyrer 65 ansatte - flere ventes på vej

Margrethe Kusk Pedersen, 55 år, har mange års erfaring i offentlig ledelse, senest fra stillingen som Ældre- og Handicapchef i Odense Kommune, hvor hun har været ansat siden august 2021.

Før det var Margrethe Kusk Pedersen Sundheds- og Ældrechef i Helsingør Kommune i fem år, og inden det Områdechef og Ældrechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune i sammenlagt otte år.

”Et voksende velfærdsområde, med en presset økonomi kræver sammenhæng og koordination i direktionen, men i lige så høj grad understøttelse af kommunens mulighed for at få viden og faglighed til at virke i hverdagen – i samspil med borgere, politikere og faglige folk. Det ansvar glæder jeg mig meget til at blive en del af, og ikke mindst den nytænkning Slagelse er gået i gang med for og med borgerne i kommunen."

Jesper Schlüter, 49 år, har erfaring inden for bl.a. by- og erhvervsudvikling. Senest har han været fagchef for Plan, Byg og Miljø i Fredericia Kommune. Fra 2015 til 2021 var han ansat i Esbjerg Kommune, først som sekretariatschef i Teknik og Miljø og senest som chef for Byudvikling & Økonomi.

”Slagelse Kommune har et meget stort potentiale, men har også været igennem nogle år med forandringer og et nødvendigt, stramt budget, der uden tvivl præger alle i organisationen. Det har jeg fuld forståelse for, men vi skal sammen – roligt og respektfuldt – finde gode løsninger, som sikrer en effektiv og serviceminded drift til gavn for kommunens borgere og erhvervsliv," siger Jesper Schlüter.

Læs også:
Her sparer kommunerne i 2023

Kommunaldirektør Anders Bjældager siger om den nye direktion:

”Som kommunaldirektør glæder jeg mig til sammen med tre erfarne og højt kvalificerede direktører at sætte en fælles strategisk retning for Slagelse Kommune og skabe øget sammenhæng i de kommunale kerneopgaver – både internt i forhold til det politiske og organisationen samt til borgerne og eksterne samarbejdspartnere”.

I den nye direktion har Kommunaldirektøren ledelsesansvaret for direktørerne og betjeningen af Økonomiudvalget og Byrådet, mens de øvrige direktører betjener fagudvalgene – hvor cheferne er fagligt og økonomisk ansvarlige for egne områder. Med den nye direktion sikres en sund, faglig og ledelsesmæssig veldrevet og økonomisk, ansvarlig kultur i Slagelse Kommune.

Mens de tre direktører tiltræder 1. februar, sker implementeringen af koncernmodellen 1. april 2023.

Læs også:
Ny kommunaldirektør i Slagelse Kommune

Sidst opdateret: 21/12/2022 - 10:54

Temaer: Navnenyt

Emner: Slagelse Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]