
Antoniett Pharao holder foredrag om sin situation i samarbejde med Muskelsvindfonden, hvor denne illustration kommer fra. - Foto: Muskelsvindfonden
Kommune-stress: Antoniett skal hvert år bevise, at hun intet kan
Antoniett Pharao er ramt af muskelsvind og kan kun bevæge hænder og mund. Alligevel skal hun hvert år redegøre for, hvilken hjælp hun har brug for fra kommunen, men det giver en helt særlig form for angst.
Udgivet: 01/12/2022
Antoniett Pharao får koldsved, søvnløse nætter og stress, når hun bliver kontaktet af kommunen.
Hun lider af muskelsvind, og hendes tilstand går kun nedad. Hun får hjælp 24 timer til alt fra at drikke et glas vand til at gå i bad.
- Jeg skal have hjælp til alting. Hvis jeg har et hår i øjet, hvis jeg skal klø min næse, er jeg nødt til at få løftet mine arme, siger hun.
Alligevel skal hun hvert eneste år bevise over for Aarhus Kommune, at hun faktisk har brug for hjælpen, skriverTV2 Østjylland.
Det gælder hver eneste lille detalje, og lige nu fylder hendes baderutine 34 punkter.
Hun anerkender, at det giver mening at afklare, hvilken hjælp hun har brug for. Men omfanget af dokumentation forstår hun ikke.
- Behøver man afdække det så meget, når man fysisk kan møde mig og se, at jeg kan bevæge mit håndled lige opover mine lår. Pointen er, at jeg har brug for hjælp altid, jeg kan ikke klø mig på næsen, jeg kan ikke drikke et glas vand, jeg kan ikke selv komme ud af min seng.
Kommunes krav trækker store veksler på hendes overskud.
- Det er det, der gør, at jeg får det, som jeg tydeligt har det nu. Jeg kan ikke overskue andre ting i mit liv, siger hun med en tåre på vej ned af kinden.
Men det er en overfortolkning af de krav, der er i loven, mener Muskelsvindfonden.
- Det giver jo det, vi kalder kommuneangst. Nogle kalder det postkasse-ptsd. At man bliver bange for at åbne sin eBoks, fordi man erfaringsmæssigt ved, at de fleste revurderinger er belagt med mistro, fortæller Eva Christensen, handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden.
Men ifølge Tina Fendinge, centerchef for rådgivning og visitation voksne i Aarhus Kommune, er man nødt til at gøre det på den måde, det bliver gjort på nu.
- Vi kan selvfølgelig, og det skal vi altid, være nysgerrige på den måde, vi gør det, om det kan gøres anderledes. Der er ingen tvivl om, at det for både borgeren og rådgiverne er store krav, og vi kunne os også i stor udstrækning ønske, det var anderledes, siger Tina Fendinge.
Antoniett Pharao håber at kunne blive ved med at få den hjælp, hun modtager nu, uden at kæmpe med kommunen.
- Jeg tror ikke, at dem bag et skrivebord inde på kommunen har lyst til, at nogen skal have det sådan her, siger hun.
Sidst opdateret: 01/12/2022 - 09:43
Emner: Handicap







































