
Salt-beredskabet skal være på plads, inden kulden kommer. Og det er det, lyder det fra Fredericia Kommune, der får teknologisk hjælp til vigtige funktioner. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Is- og sneklædte veje får nyttig assistance fra 'robot'
Vinteren er snublende nær og det samme er risikoen for glatte veje og snedynger på de kommunale veje over hele landet. I Fredericia Kommune har man i år fået assistance udefra ved hjælp af en ny 'vejr-ekspert'.
Udgivet: 18/11/2022
Meget tyder på, at nattefrosten nærmer sig de danske veje og gader, og kommunernes tekniske afdelinger har haft travlt med at pudse beredskabet af, så saltning og sneplove står klar til at holde vejene sikre henover vinteren.
Det gælder også i Fredericia Kommune, og her har man desuden allieret sig med en teknologisk landvinding, der skal hjælpe med arbejdet. Det skriver Fyens Stiftstidende.
"Vi har fået en robot, der står for at indkalde folkene, når der er brug for det," siger fagchef Bo Christiansen.
Robot er måske så meget sagt, oplyser han, for i virkeligheden er det en computer med særlige vejrprogrammer og betjeningspaneler installeret.
'Robotten' eller computeren bliver nemlig løbende fodret med løbende med data om vejrudsigter, vejtemperaturer og anden nyttig viden om vind og vejr. Derudover har den en smart tilføjelse: Når der så er brug for at indkalde vognmænd og kommunens egne folk til saltning og snerydning, sker det på én gang. Tidligere, som mange andre steder, har det været den vagthavendes opgave at ringe rundt til hver enkelt af folkene.
En anden smart tilføjelse med computeren er, at den kan regne ud, hvor meget salt der skal strøs på de enkelte veje, for det afhænger af vind- og vejrforhold:
- Robotten er i stand til allerede ved indkaldelsen at fortælle medarbejderen, om vedkommende skal snerydde eller salte - og også hvor meget der skal saltes," siger Bo Christiansen til Fyens Stiftstidende.
Han oplyser, at det kommunale saltlager er på cirka 300 ton, inden den første salt skal spredes.
Sidst opdateret: 17/11/2022 - 18:46
Emner: Fredericia Kommune







































