
Trods energikrisen bliver der ligesom tidligere år gade- og julebelysning i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her et arkivfoto fra pladsen foran det tidligere Ringkøbing Amtsrådhus. - Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune (arkiv)
Kommune går imod strømmen og tænder lys i gadelamper og juletræer
Mens mange andre kommuner slukker for gadelamper og lader julelyskæder blive i depot, så holder man fast i belysningen i Ringkøbing-Skjern Kommune. Besparelsen ved mindre belysning vil være for lille sammenholdt med minusserne, mener man i teknisk udvalg.
Udgivet: 02/11/2022
Der er talrige nyhedshistorier for tiden om kommuner, der slukker for gadebelysningen om natten, og at den sædvanlige julebelysning bliver sparet væk på grund af af de høje energipriser.
På den baggrund har Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik- og Miljøudvalg drøftet, om der kunne spares på energien ved delvist at slukke for gade- og stibelysningen i hele den store vestjyske kommune - og om de sædvanlige juletræer skulle spares væk i år.
Men idet kommunen allerede i 2011 satte LED-armaturer i gadebelysningen og allerede dæmper lyset om natten, er besparelsen i både energiforbrug og omkostning så begrænset, at politikerne besluttede, at der fortsat skal være lys i kommunens gadelamper. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
"Gadelamperne skaber tryghed i forhold til at være kriminalpræventive og i forhold til trafiksikkerhed," siger Ole Nyholm Knudsen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget, og fortsætter:
"Desuden har vi en forpligtigelse ifølge vejloven til at have lys nogle steder som for eksempel ved fodgængerovergange, og det er ikke teknisk muligt at slukke for gadelamperne og samtidig have lys ved fodgængerovergangene, fordi gadelysnettet er sammenhængende og ikke individuelt styret."
Ole Nyholm Knudsen tilføjer, at kommunen har en indkøbsaftale på strømmen, hvilket betyder, at 70 procent af strømforbruget købes til en fast lav pris.
"Så selvom vi meget gerne vil gå forrest og skrue maksimalt ned for kommunens energiforbrug, så kan besværet ved at slukke for lyset ikke stå mål med den økonomiske gevinst, det giver," siger Ole Nyholm Knudsen.
Tekniske udfordringer
I kommunens Vej- og Parkafdeling peger afdelingsleder Kristian Korsholm på, at størstedelen af lygtetændingstiden på gadelys er i det tidsrum, hvor strømprisen er billig. Og han bekræfter, at styringen af de enkelte gadelamper sidder i selve armaturet:
"En ændring i tændetiden vil kræve en omprogrammering af alle armaturer. Den arbejdsindsats, det kræver, står ikke mål med en eventuel besparelse," siger Kristian Korsholm.Ringkøbing-Skjern Forsyning har beregnet, at en gadelygte - som de Avenue D2 LED-armaturer, der oplyser Algade og Nygade i Ringkøbing - koster knap 200 kr. om året at holde lys i. Til sammenligning ville hver af de gamle SEL-lamper koste 1.411,42 kr. om året i strømforbrug, når man regner med gennemsnitsprisen på strøm i august måned på 4,05 kr./kWh.
Julelys i byerne
På mødet i Teknik- og Miljøudvalget besluttede politikerne også, at der traditionen tro skal opsættes et juletræ med lys i hver af de fem centerbyer Ringkøbing, Skjern, Tarm, Videbæk og Hvide Sande.
"Vi ved, at både børn og voksne får julelys i øjnene og nyder hyggen ved juletræerne, og de juletræskæder, vi bruger er med strømbesparende LED-lys, hvilket betyder, at vi kan have et smukt træ stående i hver af centerbyderne hele december, uden at strømregningen løber løbsk," forklarer Kristian Korsholm og tilføjer:
"Lyset på juletræerne bliver slukket om natten, og regner vi med augusts høje strømpriser, forventer vi, at hvert træ vil koste i omegnen af 600 kroner i strømforbrug."
Sidst opdateret: 02/11/2022 - 10:17
Temaer: Klima
Emner: Energi, Ringkøbing-Skjern Kommune













































