
I et opslag på Facebook forklarer Michael Ziegler, at han har akut leukæmi. "Lige nu er min tilværelse sunket helt i grus," skriver han. - Foto: Privat
KL-udvalgsformand og borgmester Ziegler langtidssygemeldt: Jeg har leukæmi
Udvalgsformand i KL og borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler har langtidssygemeldt sig på grund af blodkræft-sygdommen leukæmi. 'Jeg føler at jeg bevæger mig i en mørk tunnel,' skriver han.
Udgivet: 23/10/2022
Høje-Taastrups borgmester og formand for Løn- og Personaleudvalget i KL Michael Ziegler (K) har på Facebook skrevet et længere indlæg, hvor han fortæller, at han er langtidssygemeldt på grund af akut leukæmi.
(Artiklen fortsætter efter opslaget)
I opslaget fortæller han, at han har skrantet på det seneste. Det betød ifølge Sn.dk blandt andet, at han ikke var til stede, da man godkendte Høje-Taastrups budget fornyeligt.
"Jeg har akut leukæmi. Og på mandag (24. oktober, red.) starter jeg behandling med kemoterapi. Foran mig ligger nogle rigtig hårde måneder, hvor jeg kommer til at tabe både hår og vægt og ja i det hele taget ligne en skygge af mig selv," skriver han og fortsætter:
"Jeg har lidt friskt spurgt lægen, om der er mulighed for at arbejde, mens jeg er i behandling. Svaret var ret klart. At være i behandling for leukæmi er et fuldtidsjob. Det har jeg accepteret. Så jeg kommer til at sygemelde mig fra på mandag."
"Forventningen er, at jeg skal være i behandling og dermed sygemeldt i cirka et halvt år."
Jeg har fået at vide, at der er lys for enden at tunellen, men jeg kan ikke se det endnu
Ifølge Michael Ziegler er han slået noget ud af kurs. Han skriver på Facebook:
"I dag overlever langt de fleste at få leukæmi. Det er ingen dødsdom. Så der er al mulig grund til optimisme. Det forstår den logiske del af min hjerne godt."
"Men følelser og frygt er svære at tøjle. Lige nu er min tilværelse sunket helt i grus. Jeg føler at jeg bevæger mig i en mørk tunnel. Jeg har fået at vide, at der er lys for enden at tunellen, men jeg kan ikke se det endnu."
Fungerende borgmester på vej
Michael Ziegler har formået at hjælpe til med at finde en afløser, mens han er sygemeldt. Han skriver:
"Jeg har spurgt Kurt Scheelsbeck om han vil påtage sig posten som fungerende borgmester, mens jeg er syg. Det har han heldigvis sagt ja til og min byrådsgruppe har i går aftes (20. oktober, red.) bakket enstemmigt op."
På onsdag 26. oktober skal byrådet i Høje-Taastrup formelt bestemme, hvem der skal være fungerende borgmester. Med opbakningen fra sin egen konservative gruppe står formanden for Institutions- og Skoleudvalget Kurt Scheelsbeck først for, idet den konservative gruppe med 11 ud af 21 pladser i byrådet har flertal alene.
Sidst opdateret: 23/10/2022 - 19:05
Temaer: Navnenyt
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (K), borgmester, Arbejdsmarked













































