
Pengene i Venstres økonomiske 2030-plan skal gå til blandt andet at give skattelettelser for 8,7 milliarder kroner, 4,5 milliarder til psykiatri og sundhed og 5,5 milliarder kroner til klima. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Venstre vil spare syv milliarder kroner i kommunerne
Venstres økonomiske 2030-plan anviser kommunale besparelser for syv milliarder kroner. De 5,5 milliarder kroner er penge, som Socialdemokratiet også vil spare i kommunerne.
Udgivet: 12/10/2022
På tværs af de tre statsministerpartier er der nu bred enighed om, at kommunerne skal finde sparekniven frem, når en ny regering indtræder efter det forestående Folketingsvalg.
I sin netop offentliggjorte økonomiske 2030-plan foreslår Venstre, at kommunerne skal spare tre milliarder kroner på jobcentrene, 2,5 milliarder på general kommunal administration og 1,5 milliarder ved at konkurrenceudsætte flere opgaver.
Dermed kan kommunerne forberede sig på både jobcenterbesparelser og besparelser på kommunernes administration, uanset om det bliver Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (K) eller Jakob Ellemann-Jensen (V), der kan sætte sig til rette i statsministeriet efter valget.
Alle tre partier har foreslået besparelser på jobcentrene i omegn af tre milliarder kroner, og både Venstre og Socialdemokratiet vil spare præcis 2,5 milliarder på den kommunale administration.
Konservative har ikke sat et konkret tal på besparelserne i kommunernes administration, men de vil i alt spare 17,4 milliarder kroner på effektiviseringer i det offentlige, så det er svært at forestille sig, at der ikke tilsvarende skal findes et større milliardbeløb i kommunerne, hvis de får mandat til at svinge taktstokken.
Desuden vil Venstre i sit udspil ligesom Konservative finde 200 millioner kroner ved at afskaffe seniorjob-ordningen.
Pengene i Venstres plan skal gå til blandt andet at give skattelettelser for 8,7 milliarder kroner, 4,5 milliarder til psykiatri og sundhed og 5,5 milliarder kroner til klima.
Hele Venstres udspil kan læses her.Sidst opdateret: 12/10/2022 - 14:21
Temaer: Kommuneøkonomi, Folketingsvalg
Emner: Venstre













































