
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) fortalte om planerne for udfasning af kul på Fynsværket, hos Fjernvarme Fyn i Odense i maj 2020. De planer er nu suspenderet de næste par år. - Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Fortsat kul på i Odense: Politikere beklager beslutning
Odense Kommunes økonomiudvalg har besluttet, at der skal hentes mere kul ind til kommunens kraftvarmeværk med henvisning til de stærkt stigende energipriser. Det er både en beklagelig og dårlig beslutning, men nødvendig, lyder det fra både rådmand og borgmester.
Udgivet: 22/09/2022
Egentlig var det besluttet, at Odense Kommune skulle udfase brugen af kul på Fjernvarmeværk Fyns anlæg ved årets udgang for at imødekomme ambitionen og planen om en klimaneutral kommune inden 2030. Men i Odense ligesom i flere andre kommuner, så har Ruslands invasion af Ukraine fået store konsekvenser for energiforsyningen.
Men på et ekstraordinært møde i går, onsdag, i Økonomiudvalget blev det enstemmigt besluttet at fortsætte med kul-leverancerne indtil foråret 2024. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det kommer til at udlede 166.000 ekstra ton CO2 til atmosfæren - og det skal lægges oveni i 100.000 ton, som det ekstra kul, der skal fyres af frem til foråret 2023, i forvejen medførte.
"Klimamæssigt så er det en dårlig start. Men vi står midt i tre globale kriser. En klimakrise, en forsyningskrise og en inflationskrise, hvor priserne stiger. Det er ud fra det, at vi skal træffe en beslutning," siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Fyens Stiftstidende.
Se NB-Kommunes tema om klimaKlima- og miljørådmand Tim Vermund (S) jubler heller ikke over beslutningen.
"Det vil være synd at sige, at jeg er voldsomt begejstret. Især ikke når man kigger på de høje tal for den ekstra udledning," siger Tim Vermund til avisen.
Konservatives by- og kulturrådmand Søren Windell, der også er medlem af Økonomiudvalget, følger trop:
"Det er ikke en sjov beslutning at skulle tage, men det er nødvendigt. Fornuften har sejret over ideologien. Vi kan ikke leve med risikoen for at blive afhængig af russisk gas til enormt høje priser. Vi er nødt til at sikre, at vi har en forsyningssikkerhed, så vi har varme i radiatoren. Og det til en pris, vi har råd til at betale," siger Søren Windell til Fyens Stiftstidende.
Byrådspolitikerne i Odense har dog forventning om, at kommunen stadig kan nå målet om at være klimaneutral inden 2030.
Sidst opdateret: 22/09/2022 - 09:58
Temaer: Klima
Emner: Energi, Odense Kommune













































