Formand Jakob Ellemann-Jensen præsenterede mandag Venstres beskæftigelsespolitiske valgforslag.

Formand Jakob Ellemann-Jensen præsenterede mandag Venstres beskæftigelsespolitiske valgforslag. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Analyse: Venstres beskæftigelsesforslag er nybrud, men uden nyt indhold

Venstre vil nedlægge jobcentrene og lave et nyt beskæftigelsessystem, hvor også private kan byde på opgaven. Men partiet har ikke nogen forslag til, hvad indsatsen skal bestå af, skriver NB-Beskæftigelses redaktør i denne analyse.

Udgivet: 16/08/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

'Regeringen har ikke svarene,' skriver Venstre i et valgoplæg om en ny beskæftigelsespolitik. Efter at have gennemgået partiets forslag og fået (ikke-)svar på en række spørgsmål, fristes man til at skrive, at det har Venstre heller ikke. For i forslaget er der ikke noget at hente om indholdet af de kommende beskæftigelsesindsatser, som Venstre ønsker.

Forslaget består mest af hensigtserklæringer. Det er et opgør med en konstruktion, som Venstre selv har skabt, og det erkendte tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen da også på et pressemøde mandag.

For det var Claus Hjort Frederiksen, der som beskæftigelsesminister i en Venstre-ledet regering i 2009 nedlagde de statslige arbejdsformidlinger og oprettede de kommunale jobcentre, hvor jobformidlingen af forsikrede ledige blev lagt sammen med beskæftigelsesindsatsen for de socialt udsatte.

Det er det enstrengede system, Venstre nu vil gøre op med.

Venstre vil nedlægge jobcentrene, skære tre milliarder om året væk fra jobcentrenes forbrug af omkring 12 milliarder om året og give de arbejdsløse valget mellem at gå til en privat aktør, en a-kasse eller en ny offentlig instans for at få hjælp til at komme i job.

Resten er principper og ideologi, som i øvrigt ikke ligger langt fra den beskæftigelsesindsats, der har udviklet sig over de seneste år.

Politisk løber partiet da også åbne døre ind. For Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Enhedslisten har tidligere krævet jobcentrene nedlagt, mens Konservative har foreslået store besparelser, og også Alternativet er voldsomt kritisk over for jobcentrene.

Selv den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard lagde i forbindelse med regeringens storstilede reformforslag Danmark kan mere I op til et opgør med Hjort Frederiksens enstrengede system. Godt nok kun til gavn for a-kasserne.

Forslaget skal også nok få medarbejdere og chefer i jobcentrene til at blive bekymrede. For nok talte Venstres politikere rosende om jobcentermedarbejderne, men de talte først og fremmest om at nedlægge de job og det system, som de er en del af. De anbefalede dem at søge job hos de måske kommende private udbydere af beskæftigelsesindsatser i stedet.

Indholdsmæssigt i forhold til beskæftigelsesindsatsen, myndighedsansvaret og hele konstruktionen har forslaget ikke meget - eller slet ikke noget - at byde på. Derfor er det også være svært som fagperson eller lokalpolitiker at gå i debat med forslaget. Der er simpelthen for mange spørgsmål, der ikke svares på.

Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen erkender da også i et interview, som NB-Beskæftigelse bringer senere i dag, at man ikke finder tre milliarder ved at lave tre indgange i stedet for én. Det gør man først, når man går ned i indsatserne og beslutter sig for, hvad de skal bestå af i fremtiden.

Partiet skal dog have point for at komme med forslaget, næsten uanset hvad man mener om det. Det sker selvfølgelig af politiske grunde. Ved at komme med forslaget tager et hidtil tavst Venstre i jobcenterbashingen teten fra Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Konservative, der alle har ønsket jobcentrene lukket eller været meget kritiske over for jobcentrene.

Om det kan skaffe vælgere er tvivlsomt. Nogle arbejdsløse vil være tiltrukket af at komme af med jobcentret og bakke op om den større frihed, som Venstre taler om. Til gengæld vil partiet også skære i ydelser for både kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere, og så er de nok lige vidt.

Her en gennemgang af forslaget:

De seks principper

Venstre skriver i forslaget, at en ny og mere fri beskæftigelsesindsats skal bygge på seks principper:

1. Frit valg til alle

2. Frihed til dem der kan selv

3. Støtte til dem der har behov

4. Det skal kunne betale sig at arbejde

5. Hård kurs over for folk der snyder

6. Mindre bureaukrati og mere effektivitet

Det frie valg til alle skal ifølge forslaget bestå i, at arbejdsløse skal kunne vælge, om de vil have en indsats hos det offentlige, en a-kasse eller hos en privat aktør, men der står ikke noget om, hvad indsatsen skal bestå af, og heller ikke at den skal være frivillig.

I dag er beskriver hovedloven Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB-loven), hvad kommuner, a-kasser og private aktører kan og skal gøre i beskæftigelsesindsatsen. Den beskriver samtidig en lang række rettigheder, som de arbejdsløse har.

Venstre vil afskaffe LAB-loven fra 2020 og tidligere reformer, som partiet har stemt for, og erstatte det hele med en ny reform. I forslaget er der kun ét element, der konkret handler om indsatsen. Og det er en indsats, der skal afskaffes.

Venstre vil nemlig ifølge det andet princip afskaffe krav, samtaler og kontrol og give 'frihed til dem der kan selv.' Hvem det præcis er, der selv kan, er ikke defineret.

Større frihed til a-kassemedlemmer?

STAR's tal i Jobindsats.dk viser, at omkring halvdelen af de arbejdsløse, der er tilknyttet en a-kasse, er i arbejde et halvt år efter nyledighed, mens det samme gælder for en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne. Så måske kan det blive a-kassemedlemmer, Venstre vil give større frihed for samtaler og kontrol, men det ved vi ikke noget om endnu. Partiet har heller ikke noget bud på, hvor længe de, der kan selv, skal have den fulde frihed til at undgå samtaler og kontrol.

Et andet sted i udspillet skriver Venstrepolitikerne, at 'langt de fleste' både kan og vil selv. Det rejser tvivl om, hvem det egentlig er, udspillet handler om. Partiet skriver, at det både gælder forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere, men de sidste kan ikke få samme frie valg som de første.

En ansat i et jobcenter skrev til os efter offentliggørelsen af forslaget: "I forbindelse med forslag om nedlæggelse af jobcentre, er der vigtigt, at huske at en stor del af de ledige ikke er medlem af en a-kasse og derfor ikke kan få hjælp der."

Og det er jo sandt. En kontanthjælpsmodtager kan ikke gå i en a-kasse. Skal personen så selv kunne vælge, om det er en ny offentlig instans eller en privat organisation, der tager sagen?

Eller som en leder på et jobcenter skriver til os på LinkedIn: "mon I vil spørge, hvem der skal visiterer borgerne mellem de forskellige institutioner, man kan vælge imellem, hvem der skal betale de som laver indsatsen, og om så staten eller kommunerne skal betale for de pågældende personers ydelser?"

Det er der heller ikke svar på i oplægget.

Mere til dem, der har behov

De sårbare grupper er ikke glemt i oplægget. Venstre vil - som det tredje princip - sørge for, at dem, der har behov for støtte, får det.

Det gælder blandt andet mennesker med handicap, 'som i dag ikke får den hjælp, de fortjener.'

I den forbindelse er beskæftigelsesordfører Hans Andersen optaget af at få organisationer som Gigtforeningen og andre handicaporganisationer på banen. Han henviser til flere organisationer og private tilbud, der gør et godt stykke arbejde, som kan komme på banen.

Også de unge, der har svært ved at få fodfæste, vil Venstre hjælpe.

'Vi vil investere målrettet i at sikre en bedre og mere specialiseret hjælp til dem, der har de største udfordringer med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.'

Begge dele er der i øvrigt bred enighed om i Folketinget.

Syge er ikke med

En stor gruppe, som jobcentrene tager sig af, er slet ikke nævnt i Venstres principper.

Blot for at sætte det i perspektiv, så udgør mennesker på sygedagpenge og i jobafklaring knap 132.000 personer, mens arbejdsløse på fire forskellige ydelser tilsammen udgør omkring 170.000 pr. maj 2022. Isoleret set udgør mennesker på sygedagpenge med 110.000 den største enkeltgruppe, som jobcentrene tager sig af. (se note i slutningen af artiklen. red.)

I forslaget har Venstre ikke har taget stilling til myndighedsspørgsmålet. Altså; hvem der skal kunne træffe beslutninger om at visitere kontanthjælpsmodtagere til den ene eller den anden gruppe, som kan få indflydelse på ydelsesniveauet; hvem der skal sanktionere, hvis opgaven løses af en privat organisation eller virksomhed; hvem der i sidste ende skal kunne fratage en borger ydelsen, hvis personen ikke lever op til kravene i en ny lov mv.

Ydelserne skal rulles tilbage

I det fjerde princip bliver forslaget mere konkret. Under overskriften 'Det skal kunne betale sig at arbejde,' vil Venstre rulle nogle af de initiativer tilbage, som den socialdemokratiske regering har stået i spidsen for på ydelsesområdet:

- Vi vil tilbagerulle de højere dagpenge, som regeringen har givet.

- Vi vil nedsætte integrationsydelsen for forsørgere.

- Vi vil tilbagerulle de højere offentlige ydelser, som regeringen har givet til især

arbejdsløse indvandrere.

- Og vi vil genindføre kontanthjælpsloftet.

- Og så vil vi give skattelettelser til folk i arbejde, så gevinsten ved at tage et arbejde – og ved at arbejde ekstra – stiger.

Det femte princip er, at der skal sanktioneres hårdere over for 'folk der snyder.'

'Det skal kunne mærkes på pengepungen, hvis man snyder. Og man skal langt hurtigere og langt mere konsekvent miste hele ydelsen, hvis man snyder.'

Mindre bureaukrati?

Endelig skal et nyt beskæftigelsessystem have mindre bureaukrati og mere effektivitet.

Samlet skal forslaget som nævnt give et overskud på tre milliarder kroner om året. En del forventer Venstre at hente på mindre bureaukrati og mere effektivitet. En anden del af de tre milliarder forventer partiet at kunne hente ved, at flere kommer i arbejde hurtigere. Partiet har ikke præcist opgjort hvor meget, der skal komme fra den ene og den anden kasse.

Venstre vil, hvis partiet får regeringsmagten, diskutere forslaget om en ny beskæftigelsesindsats med arbejdsmarkedets parter.

Læs også senere i dag interview i NB-Beskæftigelse med arbejdsmarkedsprofessor Flemming Larsen, der blandt andet fortæller om sandsynligheden for, at det giver mindre bureaukrati at udlicitere opgaver til private leverandører.

Note: I maj 2022 var der 110.000 mennesker på sygedagpenge og knap 22.000 i jobafklaring. Der var 72.000 på a-dagpenge, godt 51.000 på kontanthjælp, 30.000 på uddannelseshjælp og knap 17.000 på integrationsydelse. Personer i ressourceforløb, fleksjob mv. er ikke talt med her.

Sidst opdateret: 17/08/2022 - 23:24

Emner: A-kasser, Jobcenterlukning, private aktører

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]