Der er problemer i flere kommuner med at skaffe personale og penge, så flere unge kan få gratis tandpleje.

Der er problemer i flere kommuner med at skaffe personale og penge, så flere unge kan få gratis tandpleje. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommuner har ondt i tandplejen

Kommunerne skal nu kunne tilbyde 18-årige at fortsætte i den kommunale tandpleje. Men det kniber med både penge og personale til udvidelse af tandklinikker. I Aabenraa håber man på penge fra statslig pulje.

Udgivet: 15/08/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kommunerne har fået en ekstra opgave med at kunne tilbyde 18-årige at fortsætte i den kommunale tandpleje, indtil de fylder 22 år. Der er dog problemer i flere kommuner med at finde penge til udvidelsen af kapaciteten og med at få personale.

Siden 1. juli har de kommunale tandklinikker været forpligtet til at tilbyde unge, der er fyldt 18 år i år, at de kan få ordnet deres tænder gratis. Det kan de unge fortsætte med, indtil den dag de fylder 22 år.

I Aabenraa Kommune og flere andre giver udvidelsen af den kommunale tandplejen hovedbrud. Fra det sønderjyske beretter JydskeVestkysten, at man i Aabenraa med det nye lovkrav med tiden får tilknyttet ikke færre end 24 procent flere i den kommunale tandpleje. Målt i personer er stigningen på 2.725 personer.

Formanden for social- og sundhed i Aabenraa Kommune, Michael Christensen (SF), ser udvidelsen af tandplejen som noget af en opgave. Blandt andet med at skaffe personale nok:

"Der er generelt stor efterspørgsel på tandlæger, og det er især svært at tiltrække dem til yderområderne. Dertil kommer, at privat praktiserende tandlæger tjener en løn, som vi i det kommunale har svært ved at matche. Så lige nu klarer vi os med nyuddannede tandlæger i tandplejen, som arbejder under supervision af en erfaren kollega," siger Michael Christensen til JydskeVestkysten.

På økonomisiden skal der også findes en brugbar løsning. Kommunen anslår, at der skal brugs et sted mellem 12,5 og 13,5 mio. kr. på at udvide den lokale tandklinik Kongehøjklinikken.

"Når det nu er centralt bestemt, at vi skal udvide den kommunale tandpleje, så må det også være derfra, at pengene kommer. Så vi sender en puljeansøgning af sted og ser, hvad der sker. Vi arbejder ikke ud fra en bestemt tidshorisont," forklarer Michael Christensen.

Sætter kommuner under pres

For kommunerne samlet set er den ekstra omsorg for børn og unges tænder et noget omdiskuteret emne. Formanden for KL, borgmester Martin Damm, har ved flere lejligheder sagt, at landspolitikerne sætter kommunerne under pres, når de giver velfærdsløfter som f.eks. minimumsnormeringer og gratis tandlæge til unge.

Sidst opdateret: 15/08/2022 - 10:04

Emner: Aabenraa Kommune, Tandlæge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]