
Nogle af byrådsmedlemmerne i Fredericia har taget statsanklagerens afgørelse om at droppe sigtelserne mod den tidligere borgmester til efterretning. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Byrådsmedlem vil holde fast i sag mod ex-borgmester
Der skal rejses en sag, så vi kan få den prøvet ved domstolene, siger det konservative byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen oven på statsanklagerens beslutning om at droppe sigtelser mod tidligere borgmester og kommunaldirektør.
Udgivet: 10/06/2022
Gårsdagens nyhed om, at statsadvokaten ikke rejser tiltale mod en tidligere borgmester i Fredericia Kommune, Jacob Bjerregaard (S), eller den tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe bliver i dag taget til efterretning hos kommunens byrådspolitikere.
Sagen faldt, angiveligt på grund af manglende beviser. Dels i forhold til et påstået intimt forhold mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, og dels i forhold til et køb af en byggegrund i kommunen, som borgmesteren skulle have tilegnet sig på uærlig vis.
Men i byrådssalen er der uenighed om, hvorvidt man skal benytte sig af muligheden for at klage over afgørelsen og eventuelt gå videre og få sagen prøvet ved domstolene. Det skriver TV2 Syd og Fredericia Dagblad.
Den konservative byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen kalder forløbet suspekt og mener, at der skal klages over afgørelsen:
"Vi vil rejse sagen i Økonomiudvalget, og så vil vi bede kommunen om at påklage afgørelsen. Det er den mulighed vi har. Vi kan klage over afgørelsen inden for fire uger," siger Tommy Rachlitz Nielsen til TV2 Syd.
Han er overrasket over statsanklagerens konklusion. Han vil gerne rejse en sag, så den kan blive prøvet ved domstolene:
"Hvis det ikke sker, kommer det til at sige en hel del om vores retsfølelse. Det kommer til at sige en del om, hvordan vi føler os som borgere i et samfund, hvor man kan slippe afsted med ikke at opføre sig ordentligt, når man sidder på toppen af kransekagen," siger Tommy Rachlitz Nielsen til TV2 Syd.
Cecilie Roed Schultz (EL) vil have de økonomiske konsekvenser af en eventuel klage fra kommunen undersøgt først, inden en sag eventuelt skal rejses. Og borgmester Steen Wrist (S) siger til Fredericia Dagblad at "vi skal videre nu for Fredericias skyld," men at det må bero på en juridisk vurdering.
Næste kapitel i den langvarige sag bliver tirsdag i næste uge, hvor parterne for første gang mødes i den faglige voldgift, som skal afgøre, om bortvisningen af den tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe var uberettiget.
Hvis retten når frem til en konklusion, skal Fredericia Kommune betale godt tre millioner kroner til den tidligere kommunaldirektør, som hun har krav på ifølge sin ansættelseskontrakt.
Sidst opdateret: 10/06/2022 - 10:46
Emner: Fredericia Kommune







































