
Flere sosu'er har inden for de seneste to år oplevet krænkende adfærd i forbindelse med deres arbejde i Faaborg-Midtfyn Kommune. - Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix (Arkiv/modelfoto)
Kommune: Flere sosu'er krænkes på jobbet
I Faaborg-Midtfyn viser en trivselsundersøgelse blandt medarbejdere, at der er sket en stigning i krænkelser af sosu-medarbejdere i jobsituationer. FOA kæder det sammen med øget brug af uuddannet personale.
Udgivet: 07/06/2022
Egentlig går det rigtig fint med arbejdsmiljøet blandt medarbejdere i Faaborg-Midtfyns Kommune. Det viser en undersøgelse, som kommunen gennemfører hvert andet år.
Men der er særligt en medarbejdergruppe, der skiller sig ud i negativ retning. Det skriver Fyns Amts Avis.
Ved den seneste undersøgelse i 2020 viste besvarelserne, at 31 sosu-medarbejdere var blevet udsat for krænkende adfærd af seksuel karakter. I den nye undersøgelse har 47 oplevet det samme. Undersøgelsen er anonym.
Det bekymrer naturligvis chefen for Sundhed og Ældre i Faaborg-Midtfyn Kommune, Kitt Lysén Pedersen.
"Enhver form for seksuel chikane er uacceptabel, så det tal vil vi arbejde på at bringe ned på 0," siger Kitt Lysén Pedersen til Fyns Amts Avis.
Louise Brandstrup er sektorformand i FOA, og hun er ikke overrasket over tallet i Faaborg-Midfyn:
"Vi har selv lavet en undersøgelse i FOA, der viser, at 17 procent, af dem der svarede os, er udsat for seksuel chikane. Krænkelserne spænder mellem verbal, seksuel chikane og gramserier," siger hun.
Sektorformanden peger på to forklaringer på stigningen:
"Dels er seksuel chikane noget, der har fået øget opmærksomhed, og dels er der en udvikling i, at flere med demens bliver i eget hjem."
"Demens har det med at påvirke hæmningerne hos borgeren, og når det falder sammen med, at der i stigende grad sendes uuddannet personalet ud til borgerne, siger det næsten sig selv, at der opstår flere uhensigtsmæssige situationer," siger Louise Brandstrup til Fyns Amts Avis.
Sidst opdateret: 07/06/2022 - 11:07
Emner: FOA, Faaborg-Midtfyn Kommune, Chikane







































