Afgående minister Kaare Dybvad Bek (S) har et klart budskab til kommunerne og Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K): I må leve med risikoen for at udsatte boligområder kan havne på ærgerlige lister, hvis I huser ukrainere der.

Afgående minister Kaare Dybvad Bek (S) har et klart budskab til kommunerne og Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K): I må leve med risikoen for at udsatte boligområder kan havne på ærgerlige lister, hvis I huser ukrainere der. - Foto: Philip Davali og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Regeringen fastholder: Ukrainere kan i værste fald sende boligområder på ærgerlige lister

Kommunerne må nu henvise ukrainere til at bo i udsatte boligområder. Men kommunerne må leve med, at ukrainerne i værste fald kan sende områderne på de ærgerlige lister over parallelsamfund (tidligere ghettolister), fastslår minister.

Udgivet: 02/05/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kommunerne fik med en lovændring forrige uge mulighed for nu at indkvartere ukrainske flygtninge i udsatte boligområder. Her er der flere hundrede boliger, der står tomme og kan bruges til beboelse. Der er dog en hage ved den nye mulighed: Udnyttes den, risikerer kommunerne, at områder havner på en af de lister, der tidligere blev kaldt ghettolister.

Læs også:
Nu får ukrainere lov til at bo i udsatte boligområder

Hidtil har loven om parallelsamfund gjort, at ukrainerne ikke måtte anvises af kommunen til at bo i almene boliger i områder, som var kategoriseret som udsat.

Man kommer jo ikke på ghettolisten, bare fordi der bor ukrainere
Kaare Dybvad Bek (S), afgående indenrigs- og boligminister

Det har eksempelvis betydet, at man i Helsingør Kommune ikke har kunnet tilbyde de indkommende flygtninge fra Ukraine en bolig i det socialt udsatte område Nøjsomhed. Det kan man så godt nu. Men det indebærer den risiko for kommunen, at Nøjsomhed kan ryge i en af de statsdefinerede boligkategorier, som kan medføre boligsociale indsatser - og i yderste konsekvens eksempelvis rømning og nedrivning af boliger.

Den nye lovgivning - som ikke giver undtagelse fra parallelsamfunds-listerne - vakte vrede forrige uge hos Helsingørs konservative borgmester Benedikte Kiær. Hun sagde om den nye lovgivning fra Folketinget til Politiken:

"De har lavet noget, som ikke har nogen betydning. Det betyder ikke en hylende fis i forhold til Nøjsomhed, som er vores udsatte boligområde."

For at forstå vreden skal man vide, at det statistisk set er sådan fortsat, at ukrainerne regnes som tredjelandsborgere. Og netop andelen af tredjelandsborgere (bedre kendt som ikke-vestlige indvandrere) - i kombination med parametre for beboernes beskæftigelse, uddannelse, indkomst og kriminalitet - er afgørende for, hvilket statsligt stempel boligområder får på sig.

Hvis vi begynder at fifle med definitionerne, så får vi jo problemer
Kaare Dybvad Bek (S), afgående indenrigs- og boligminister

Men hvorfor har regeringen åbnet døren for ukrainerne i områder, hvor der i forvejen bor udsatte mennesker, uden samtidig at minimere kommunernes risiko for, at disse områder havner på listerne om parallelsamfund?

Det spørgsmål stillede NB-Kommune til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), da (den nu afgående minister) var til årsmøde i Landdistrikternes Fællesråd i fredags.

"Definitionen på tredjelands borgere er lavet af OECD (international samarbejdsorganisation, red.), og administreres i Danmark af Danmarks Statistik. Og vi laver jo ikke lovgivning på Christiansborg ud fra at sige: 'Dem kan vi godt lide. Og dem kan vi ikke lide'," svarer Kaare Dybvad Bek og fortsætter:

"Hvis vi begynder at fifle med definitionerne, så får vi jo problemer med den gennemskuelighed og retssikkerhed, som der er. Det har jo store konsekvenser, hvis et boligområde har for mange arbejdsløse og har for mange ikke-vestlige indvandrere. Derfor skal det også være klart, gennemskueligt og forudsigeligt, hvordan reglerne er."

- Du vil altså ikke lave en særregel på det her område for ukrainernes vedkommende?

"Det vil være forkert at gøre. Det skal være klart og gennemskueligt, hvad det er for nogle parametre, der er. Hvis vi først begynder at rode med det her, så kan vi jo sidde med det hver gang."

"Så kan det være, at der er nogle kommuner, som måske burde have lavet en masse, som dropper at gøre noget. Mens andre kommuner, som har gjort et super godt stykke arbejde, alligevel ender med at være på spanden."

- Men Helsingørs borgmester Benedikte Kiær har kritiseret, at man åbner op for ukrainerne i udsatte områder - uden at ændre på, hvordan man kategoriserer dem?

"Nøjsomhed, som hun brokker sig over, er slet ikke på ghettolisten. Så det er ikke aktuelt. Hun får jo først et problem, hvis hun fylder Nøjsomhed op med ukrainere. Og så forudsætter det jo, at ukrainerne begår kriminalitet, hvilket de generelt ikke gør. Og det forudsætter, at de ikke kommer i arbejde, og det ved vi ikke noget om endnu. Man kommer jo ikke på ghettolisten, bare fordi der bor ukrainere," siger Kaare Dybvad Bek til NB-Kommune.

Sidst opdateret: 02/05/2022 - 10:44

Emner: Flygtninge, Almene boliger, Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]