
Fotoet er fra Stenlille Gaslager i Sorø Kommune. I området ved lageret skal det nu - ligesom ved Mariagerfjord - undersøges, om det vil give mening at placere et CO2-lager. - Foto: Ricky John Molloy
Stor lokalpolitisk opbakning til at lægge jord til CO2-lagring
Ministerium er på udkig efter steder, hvor man kan lagre millioner af ton CO2. Staten har nu kig på muligheder i to jyske kommuner og en sjællandsk kommune. Et lager til CO2 vil afføde en del arbejdspladser under konstruktionen og nogle få varige job.
Udgivet: 04/03/2022
Vi skal udlede mindre CO2 i Danmark for at opnå målet om at blive klimaneutrale. En af måderne, det kan ske på, er ved at lagre millioner af ton CO2 i undergrunden. Derfor er staten nu ved at undersøge mulighederne for CO2-lagring i flere kommuner.
Et af stederne til mulig CO2-lagring er i undergrunden under Mariagerfjord. Her ser undergrunden fornuftig ud, og derfor har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet nu bedt kommunerne Mariagerfjord og Randers om at give grønt lys til forundersøgelser.
Hvis politikerne i Randers og Mariagerfjord siger ja, så vil Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet sidst på året gå i gang med forarbejdet, så der kan laves flere feltundersøgelser af den såkaldte Gassum Struktur, der strækker sig langs Mariagerfjord. Det skriver Randers Amtsavis.
Erhvervs- og Planudvalget i Randers Kommune havde torsdag ved et møde undersøgelsen af Gassum Strukturen på dagsordenen. Forud for møde var formanden for udvalget Claus Berggren (V) positivt stemt over for at lade kommunen samarbejde med GEUS (Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).
"Det er en god idé at få undersøgt mulighederne," siger Claus Berggren til Randers Amtsavis og peger på, at det ligger fint i tråd med kommunens ønske om at skabe en grøn profil.
Af dagsordenen til udvalgsmødet i Randers Kommune fremgår det, at Gassum Strukturen af staten ikke bliver anset for at være det mest oplagte sted til et CO2-lager. Der står:
"Ministeriets foreløbige afdækning af indsatsområder peger ikke på området ved Gassum som deres umiddelbare første prioritet, da GEUS umiddelbart har peget på andre lokaliteter som de primære, men at Gassum Strukturen også er udpeget som en interessant struktur."
Sorø Kommune er i kikkerten
I vestsjællandske Sorø Kommune nærmere bestemt i Stenlille har man i mange år haft et naturgaslager. Men nu bliver det også her undersøgt, om man kan lave CO2-lagring.
7. februar udsendte Energinet en pressemeddelelse, hvori blandt andet stod:
Borgere omkring Stenlille Gaslager vil de kommende uger kunne opleve anderledes udseende lastbiler og måske også mærke små rystelser. Der skal nemlig gennemføres en mindre seismisk undersøgelse i området.
Undersøgelserne, som det statslige gaslager laver i samarbejde med GEUS, skal give mere viden om den geologiske undergrund i området. Målet er at undersøge, om det er muligt at lagre CO2 i undergrunden.
Fakta om CO2-lagring
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget blev i december 2021 enige om en plan, der skal sikre, at klimagasser fra danske skorstene kan indfanges og lagres i undergrunden. CCS – Carbon Capture Storage – som CO2-lagring også kaldes -kan være et vigtigt redskab for at nå Folketingets mål om 70 procent lavere CO2-udledning i 2030.
Den danske undergrund har mange steder den rigtige sammensætning til at lagre CO2 på en sikker måde.
Læs mere her.
Sidst opdateret: 10/03/2022 - 09:53
Emner: Infrastruktur, Mariagerfjord Kommune, Randers Kommune








































