Kulturmetropolen er en kulturaftale mellem Kulturministeren og ni sjællandske kommuner: Albertslund, Furesø, Halsnæs, Herlev, Helsingør, Køge, Ishøj, Roskilde og Rødovre.

Kulturmetropolen er en kulturaftale mellem Kulturministeren og ni sjællandske kommuner: Albertslund, Furesø, Halsnæs, Herlev, Helsingør, Køge, Ishøj, Roskilde og Rødovre. - Foto: Kulturmetropolen

Skriveri og designværksted øger mental sundhed

Psykisk sårbare og udsatte borgere får bedre mental sundhed med kultur som værktøj. Foreløbigt er to lokale forløb gennemført og resultaterne er gode. Der er åbent for erfaring og mere samarbejde med andre kommuner i metropolen.

Udgivet: 04/03/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Skriv din egen historie! Det tilbud fik ni borgere, som har en dagligdag præget af psykiske eller sociale udfordringer tilbage i september 2021.

Gennem syv uger deltog de i det personlige skriveforløb 'Ord.Liv.Skriv!', som er tilrettelagt af en professionel forfatter i et samarbejde mellem Forfatterskolen PS, Køge Bibliotekerne og Køge Arkiverne.

Nu er forløbet blevet evalueret af deltagerne og resultaterne er positive.

Rosende ord som ”vildt godt” og bedre evner til at sætte ord på de ”ting”, der fylder i hverdagen, går igen. Flere af deltagerne oplever, at de er blevet gladere og samtidig har fået nye relationer og bekendtskaber, mens de har fulgt forløbet.

Hos Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg gør de rosende ord indtryk.

"Når noget bliver rost så enstemmigt fra en gruppe borgere, så lytter vi selvfølgelig. Det er dejligt at se, at formålet med at bruge kulturen til at få en bedre mental sundhed bliver opfyldt. For det handler om det 'hele' menneske og om, at vi alle kan noget. Selvtillid og troen på sig selv skaber robusthed i livet og giver muligheder for fremtiden. Derfor er disse projekter vigtige for vores samfund," siger Ken Kristensen (V), der er formand i Kultur- og Idrætsudvalget.

Fællesskabet bliver styrket

'Ord.Liv.Skriv!' er det ene af to forløb, som hører under det tværkommunale samarbejde i Kulturmetropolen, der består af kommunerne Albertslund, Furesø, Halsnæs, Herlev, Helsingør, Ishøj, Køge, Roskilde og Rødovre. Her er projektet 'Et bedre liv med kultur' blevet finansieret ved hjælp af mere end en million fondskroner.

Det andet forløb er målrettet sårbare unge mellem 12 og 16 år og deres familier i udsatte boligområder. Køge Billedskole været vært ved to værksteder om ugen siden efteråret; et for børn og unge og et for familierne. Her hjælper frivillige blandt andet med at få designet køleskabsmagneter over en god snak om skole og hverdag.

Tester kulturens sundhedseffekt

Aftalen med Kulturmetropolen løber frem til 2024 i tre indsatsområder: Ungeindsatsen, Musikindsatsen og nu også 'Et bedre liv med kultur'.

Fælles for projekterne er, at de tester og udvikler nye tilbud, hvor kulturen bliver brugt til udvikling af talenter og tilbud, der kan andet end at underholde, fx den sundhedsfremmende effekt i 'Et bedre liv med kultur'. Samtidig med at det tværkommunale arbejde giver flere økonomiske og erfaringsmæssige muskler at spille med. Og det skaber glæde hos politikerne.

"Vi vil gerne bruge kulturen til at gøre en mærkbar forskel for udsatte borgere, samtidig med, at økonomien er fornuftig i projekterne. Når flere kommuner er involveret i de samme projekter, kan vi løfte mere sammen og lettere udveksle erfaring med de andre kommuner i Kulturmetropolen," mener Ken Kristensen.

Fakta

  • Kulturmetropolen er en kulturaftale mellem Kulturministeriet og ni sjællandske kommuner: Albertslund, Furesø, Halsnæs, Herlev, Helsingør, Køge, Ishøj, Roskilde og Rødovre. Formålet er løfte større projekter i tværkommunalt samarbejde, som den enkelte kommune ikke kan løfte selv.
  • I projektet 'Et bedre liv med kultur' står Forfatterskolen PS for undervisningen på skriveforløbene og kommunernes billedskoler står for billedskoleforløbene.

Sidst opdateret: 04/03/2022 - 10:00

Emner: Køge Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]