
Danskernes kulturvaner har ændret sig under covid-19-pandemien. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Gæsterne er vendt tilbage til museerne
Kulturvaneundersøgelsens seneste måling viser, at andelen af borgere over 15 år, der besøgte museerne, i fjerde kvartal 2021 var tilbage på samme niveau som før covid-19.
Udgivet: 03/03/2022
Hver tredje dansker har besøgt et museum mindst en gang i løbet af de seneste tre måneder.
Det er stort set den samme andel som i fjerde kvartal 2018 og fjerde kvartal 2019. Konsekvenserne af covid-19 og de medfølgende nedlukninger, som startede i marts 2020, ses i statistikken fra andet kvartal 2020. Især første og andet kvartal 2021 var påvirket af covid-19, hvor museumsbesøget lå på det laveste niveau i de tre år mellem fjerde kvartal 2018 og fjerde kvartal 2021.

5,4 mio. færre besøg i 2020
Kulturvaneundersøgelsen opgør antal personer, som har været på museum mindst én gang i de seneste tre måneder fra besvarelsestidspunktet, men ikke antallet af besøg.
Antallet af besøg opgøres i museumsstatistikken. Ifølge museumsstatistikken 2020 faldt antallet af besøg til museernes udstillinger med mere end en tredjedel i 2020 sammenlignet med året før. I 2020 var der 10,3 mio. besøg, hvilket er 5,3 mio. færre besøg end i 2019.
Der var størst fald i besøgstallet på kunstmuseerne og de kulturhistoriske museer. Bemærk, at museumsstatistikken tæller besøg fra alle gæster inklusive udenlandske turister, mens Kulturvaneundersøgelsen kun dækker museumsbesøg af gæster med bopæl i Danmark. Museumsstatistikken for 2021 udkommer i maj 2022.
På trods af covid-19 har 71 procent af den voksne befolkning besøgt et kunstmuseum, et kulturhistorisk museum eller et naturhistorisk museum i løbet af de seneste tre år. Hver anden var på museum inden for det seneste år. Det er især kvinder samt yngre mellem 16 og 24 år, som gæstede museerne inden for en 12 måneders periode. Hver femte borger besøgte et museum for mellem ét og tre år siden, og hver tiende var senest på et museum for mellem tre og fem år siden. Én ud af syv personer over 15 år har ikke været på museum i de seneste fem år, og 4 procent har aldrig besøgt et museum.
Hvem har ikke været på museum i de seneste tre år?
Gruppen, som slet ikke har været på museum i løbet af de seneste tre år, udgør 28 procent af befolkningen over 15 år og 4 procent har aldrig været på museum.
Personer med følgende karakteristika er overrepræsenteret i gruppen af personer, som ikke har været på museum i de seneste tre år: enlige uden børn, grundskole som højest fuldført uddannelse, alder over 75 år, bopæl i tyndt befolket område, bopæl i landsdele Vest- og Sydsjælland og med håndværkspræget arbejde eller beskæftigelse inden for landbrug, skovbrug og fiskeri.
En tredjedel af de adspurgte har ikke været på museum inden for det seneste år. Den hyppigst angivne årsag er manglende interesse for museer og de næsthyppigste er jeg er et hjemmemenneske og manglende mulighed for besøg pga. covid-19, som i en periode lukkede kulturinstitutionerne, herunder museer. Herefter nævnes mangel på udstillinger, som vækker den adspurgtes interesse efterfulgt af frygten for smittefare. Manglende interesse for museer, jeg er et hjemmemenneske og mangel på interessante udstillinger angives især som årsag af mænd, mens kvinder i højere grad peger på årsager relateret til covid-19, dvs. frygt for smittefare og lukkede museer.
Sidst opdateret: 03/03/2022 - 09:39
Emner: Biblioteker







































