Svendborg Kommune er gået i gang med at undersøge omfanget af PFOS-forureningen og finde ud af, hvor stofferne stammer fra.

Svendborg Kommune er gået i gang med at undersøge omfanget af PFOS-forureningen og finde ud af, hvor stofferne stammer fra. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Fund af PFOS i søer i naturområde på Sydfyn

De giftige fluorstoffer PFOS, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende, er fundet i to søer ved Svendborg på sydøstfyn.

Udgivet: 28/01/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Der er fundet PFOS i de to største søer ved Klintholm på Østfyn. PFOS indgår i den samlede betegnelse for en række flourstoffer, PFAS, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

Det oplyser Svendborg Kommune i en pressemeddelelse.

Der er ingen fare for drikkevandet. Men søerne ved Klintholm ligger i et naturområde, som afgræsses af kreaturer, og dyrene har drukket af vandet i søerne. Ejeren af arealet Klintholm I/S, Svendborg Kommune og ejer af dyrene samarbejder - i samråd med Fødevarestyrelsen - om at håndtere situationen i forhold til fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og områdets naturværdier.

Det fælles kommunale affaldsdeponi Klintholm I/S har på eget initiativ i forbindelse med rutinemæssige undersøgelser fået vandprøver analyseret for PFOS. Analyserne viser, at der er PFOS i vandet, og at koncentrationen er over, hvad der er tilladt i overfladevand. Indholdet bliver opgjort i enheden nanogram pr. liter (ng/l), og det må ikke være højere end 0,65 ng/l, men i de to søer er målt henholdsvis 2,0 og 2,3 ng/l.

"Jeg er naturligvis meget ked af situationen. Det er et problem, der desværre er skabt i fortiden, da man ikke var klar over, at metoden, man deponerede affald på, ikke var god nok," siger direktør for Klintholm I/S, Martin Johansen.

Læs også:
25 områder kan udgøre sundhedsrisiko grundet PFAS

Martin Johansen fortæller, at Klintholm I/S i tæt samarbejde med Svendborg Kommune er gået i gang med at undersøge omfanget af forureningen og finde ud af, hvor stofferne kommer fra. Da området ligger helt ud til kysten, udgør forureningen ingen trussel mod drikkevand.

Klintholm I/S er også i gang med at undersøge, om forureningen kan påvises i dyrene, fortæller Martin Johansen:

"Der vil blive udtaget blodprøver fra dyrene, så vi kan se, om stofferne er optaget i dyrene. Der er de sidste tre år slagtet syv dyr, som har gået på arealet. Indtil resultaterne er klar, vil der ikke blive slagtet flere dyr," siger Martin Johansen.

Kødet fra de syv dyr er solgt i mindre portioner til forskellige købere. Dette står i modsætning til fortilfælde andre steder i landet, hvor det er få medlemmer af eksempelvis kogræsserlaug, der har spist kødet.

Læs også:
Kødkvæg i Odense har i årevis drukket PFOS-forgiftet vand

Også hos Svendborg Kommune er man kede af de målte værdier for PFOS i søerne. Særligt i lyset af, at området er et værdifuldt naturområde, der er udpeget som Natura 2000-område med artsrige overdrev og den sjældne klokkefrø:

"For både overdrev og klokkefrø er det vigtigt, at området afgræsses, så vi håber meget på, at vi sammen kan finde en løsning, så arealet også kan afgræsses i fremtiden i respekt for både fødevaresikkerhed og dyrevelfærd," siger Birgitte Kring Frederiksen, afdelingsleder for Natur og Miljø i Svendborg Kommune.

Sidst opdateret: 28/01/2022 - 10:39

Emner: Svendborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]