
André Vang Andersen på 31 år er én af de unge fraflyttere, der nu er vendt hjem til Ringkøbing-Skjern Kommune. - Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune
Klub Eksilvestjyder får unge til at flytte hjem
En opgørelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune viser, at 126 unge vestjyder, der var fraflyttet kommunen for at studere eller opleve større byer, er flyttet tilbage gennem de seneste fem år.
Udgivet: 11/01/2022
Hvis unge mennesker, der har været hjemme på juleferie, har kigget langt efter 'til salg-skiltene' i lokalområdet og nærstuderet ugeavisernes jobopslag, er de bare helt med på trenden.
Præcis 126 unge vestjyder, der var fraflyttet kommunen for at studere eller opleve livet i større byer, er nemlig gennem de seneste fem år flyttet tilbage og har slået sig ned i Ringkøbing-Skjern Kommune, oplyser kommunen.
Det viser en opgørelse som profilerings- og bosætningsteamet under Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Ekstern Udvikling har lavet.
"126 lyder måske ikke umiddelbart så imponerende, men dels er tallet udtryk for, at udviklingen er vendt, så vi har en tilflytning – og dels har mange af de 126 unge, der er vendt tilbage, taget partner og børn med tilbage, så den reelle tilflytning er højere," forklarer Dorthe Frydendahl, bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hun er en del af den bosætningsindsats, Ringkøbing-Skjern Kommune iværksatte i 2016. Formålet var netop at sikre, at de unge, der flytter ud af kommunen for at tage en videregående uddannelse, får øjnene op for de værdier, der er værd at vende hjem til efter endt eksamen.
"Vi profilerer os stærkt på naturen og på, at her er plads til store drømme – og til store huse med egne haver for knap så mange penge, som de unge betaler for en lejlighed i de store studiebyer. Og så er her både gode daginstitutioner og skoler, masser af fritidstilbud og karrieremuligheder i et erhvervsliv i vækst – også inden for grønne teknologier og også til folk, der har en meget lang uddannelse bag sig," siger Dorthe Frydendahl.
Hun peger på, at den geografiske nærhed til bedsteforældre også trækker i mange af de unge vestjyder, der har stiftet familie i andre dele af landet og nu vender tilbage til Ringkøbing-Skjern Kommune.
Gode minder
Trenden bekræftes af Eva Mærsk. Hun er ph.d. studerende på Syddansk Universitet og det hollandske University of Groningen og forsker i, hvorfor unge flytter væk fra deres hjemstavn, og hvorfor nogle vender tilbage.
Mens uddannelsesmulighederne er en væsentlig årsag til, at unge flytter ud af Ringkøbing-Skjern Kommune, peger hun også på en grundlæggende kulturel omstændighed:
"Mange flytter, fordi der er en social fortælling om, at man skal flytte sig for at blive et helt menneske. Man skal ud på en dannelsesrejse, og fortællingen er, at man ofte finder sig selv i byen og derfor må flytte derind. Man kan sige, at storbyen har fået patent på, at det er her man kan leve det 'rigtige ungdomsliv'," forklarer hun.
"Forskningen viser dog også, at de unges egen barndom har stor betydning for, om de vælger at flytte tilbage til deres barndomskommune," tilføjer Eva Mærsk og forklarer:
"Mange unge flytter for at kunne give deres børn den gode opvækst, de selv har haft. Hvis de har haft det fedt i folkeskolen og foreningslivet, hvis de kan se sig selv i de værdier, de er vokset op med og har haft en god ungdomstid, så vil de gerne tilbage."
Rækker ud til eksilvestjyder
"Fra politisk hold har vi gennem årene haft et stort fokus på at tiltrække og fastholde nye borgere, og det fokus er bestemt ikke blevet mindre i takt med, at vores dygtige og fremadstormende virksomheder jo nærmest skriger på arbejdskraft," forklarer kommunens 1. viceborgmester og formand for det nyetablerede Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalg, Søren Elbæk (S).
Han peger på, at kommunens indsats for at få unge fraflyttere til at vende blikket hjemad, når eksamenspapirerne er i hus, netop kan være med til at fremtidssikre en tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft i kommunen.
Et af de tiltag, som Ringkøbing-Skjern Kommune har sat i værk for at fastholde de fraflyttede unges tilknytning til kommunen er Klub Eksilvestjyder, der nu har 1.425 medlemmer i henholdsvis København, Aarhus og Ålborg.
Gennem Klub Eksilvestjyder bliver unge vestjyder, bosat i studiebyerne, inviteret til arrangementer, hvor de over f.eks. håndboldkamp, fællesspisning og speed dating med lokale virksomheder bevarer kontakten og hører om job- og karrieremulighederne hjemme i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Og tiltaget ser ud til at virke. I en undersøgelse blandt Klub Eksilvestjyders medlemmer angiver knap 60 procent, at de forventer at flytte retur til Ringkøbing-Skjern Kommune i løbet af de kommende fem-seks år.
31-årige André: Meget godt at vende hjem til
31-årige André Vang Andersen er én af de unge eksilvestjyder, der nu har valgt at flytte tilbage til Ringkøbing-Skjern Kommune efter fire år i Aalborg, hvor han læste sport- og eventmanagement på universitetet, efterfulgt af et års tid i Aarhus.
Efter praktikophold ’hjemme’ i kommunen og et job som eventmanager i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, har en stilling hos VENSET i Skjern fået ham til at trække teltpælene op og flytte tilbage:
"Jeg var egentlig flyttet til Aarhus, da jeg fik tilbudt det her fede job i Skjern, ellers var jeg nok ikke rykket hertil. Men jeg er i bund og grund en Skjern-dreng. Jeg er født og opvokset i Skjern," forklarer André Vang Andersen og fortsætter:
"Jeg har haft en god opvækst, været en aktiv del af foreningslivet og har altid været glad for Skjern, min familie bor i Skjern og en stor del af omgangskredsen er stadig i Skjern.
Social forventning
På landsplan vælger i gennemsnit hver syvende at sende flyttekasserne hjem til den kommune, hvor de selv er vokset op, og bosætte sig der.
"Som mange andre landdistriktskommuner har vi den indbyggede udfordring, at mange unge går efter storbyernes café- og natteliv, kulturtilbud, shoppingmuligheder og karrierejob. Først lidt senere i livet – og typisk når man stifter familie - opdager mange, hvor stor livsglæde og værdi det giver at bo tæt ved havet, midt i naturen eller i et trygt landsbysamfund med foreningsliv og fritidstilbud," siger bosætningskoordinator Dorthe Frydendahl.
Hun understreger, at eksilvestjyderne generelt er attraktive medarbejdere for kommunens virksomheder, bl.a. fordi de har familie og netværk og hurtigt falder til i området.
Sidst opdateret: 11/01/2022 - 16:07








































