Børn og unge skal forberedes bedre, hvis de skal anbringes hos plejefamilie. Det er en af læringerne af det første såkaldte børnepanel i Odense.

Børn og unge skal forberedes bedre, hvis de skal anbringes hos plejefamilie. Det er en af læringerne af det første såkaldte børnepanel i Odense. - Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix (modelfoto)

Kommune vil inddrage anbragte børn på ny måde

Anbragte børn i Odense Kommune skal som noget nyt samles i børnepaneler og give kommunens medarbejdere værdifulde indspark. 'Børnepanelerne er ukendt land, hvor vi gør noget helt nyt ,' siger familie- og forebyggelseschef.

Udgivet: 16/12/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Odense Kommune etablerer som noget nyt temabestemte børnepaneler med anbragte børn. Børnepanelerne skal medvirke til, at medarbejdere, der arbejder med børn og unge i den særligt sårbare situation, i højere grad kan få viden om, hvad et godt anbringelsesforløb er fra barnets synsvinkel - både før, under og efter en anbringelse.

Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

På to årlige møder kan anbragte børn fortælle om deres oplevelser, erfaringer og perspektiver med det at være anbragt uden for hjemmet. Børnene er eksperter på egne oplevelser, og deres indsigter skal bidrage til at udvikle indsatsen til gavn for de børn og familier, hvor en anbringelse er på tale, fremgår det af meddelelsen.

Børnepanelerne er samtidig en mulighed for, at politikerne i Børn- og Ungeudvalget i forbindelse med relevante drøftelser kan inddrage viden og budskaber fra anbragte og tidligere anbragte børn og unge i Odense.

"Vi ønsker at blive endnu dygtigere til at lave de bedste forløb for de børn og familier, der skal igennem det. Børnenes stemmer er lige så vigtige som de voksnes, og jeg er tilfreds med, at vi nu har en model for, hvordan vi også får lyttet til de anbragte børn - og at vi kan tage ved lære af dem," siger Susanne Crawley Larsen (R), børn- og ungerådmand.

Ansatte skal lære af børnene

Det er medarbejdere, der til hverdag arbejder med børn, som afholder børnepanelerne. De har ansvaret for, at børnene får en god og tryg oplevelse, når de deler ud af deres erfaringer.

Rent metodisk anvendes "Bevidning", hvor deltagernes udsagn nedfældes løbende, så der er mulighed for i situationen at trykprøve, om man har forstået de unges udsagn korrekt. Deltagerne ved, at det der skrives ned, bliver givet videre i anonymiseret form til at lære ud fra.

"Selvom vi til hverdag følger de lovmæssige forpligtelser med at inddrage og høre børn i forbindelse med deres egen sagsbehandling, så fortæller nogle børn, at de faktisk ikke selv har følt, at de blev hørt i deres sag. Det er en oplevelse, som vi genkender i nationale undersøgelser om emnet og det kunne vi godt tænke os at lave om på," siger Sonja Serup Hansen, familie- og forebyggelseschef i Odense, og fortsætter:

"Den viden, som børnepanelerne giver os, kan vi bruge til en kvalificering af myndighedsarbejdet med børn. Børnepanelerne er ukendt land, hvor vi gør noget helt nyt og har derfor fokus på at lære fra gang til gang."

Børnepanelerne er tilrettelagt, så der tages hensyn til børnegruppen. Der er plads til både at finde sig til rette, skabe tillid, drøfte temaet, have pauser og også være sammen over en sodavand og en sandwich. Børnenes voksne kan vente med en kop kaffe i et tilstødende lokale.

Børnepanelet sammensættes fra gang til gang alt efter tema, og børnene bidrager med erfaringer i lige netop det emne, de bliver spurgt ind til - derfor er det også muligt for børn under 12 år at deltage.

Erfaring: Børn skal forberedes bedre

Det første børnepanel blev afholdt i sidste uge af november, og her delte tre unge i alderen 12-14 år deres oplevelser af, hvordan de følte sig hørt og inddraget undervejs i deres anbringelsessag, samt hvad de kunne tænke sig havde været anderledes.

"Det gør et indtryk, når tre unge fortæller, at de er helt almindelige børn, men med særlige livsforløb, og at de den dag i dag kan forstå, hvorfor de skulle anbringes og er glade for den hjælp, de fik," siger Bonni Hansen, familiebehandler i Børn- og Ungeforvaltningen.

De unges erfaringer peger på, at Børn- og Familierådgivningen, der er den afdeling i Odense Kommune, der har myndighedsansvaret i en anbringelsessag, med fordel kan give forberedelsen af børn, der skal anbringes endnu mere opmærksomhed.

Overgangen mellem at bo hjemme til at skulle bo hos en plejefamilie eller på et børnehjem kan være voldsom og svær at forstå. Derfor må samtalerne om det, der skal ske, gerne starte tidligere i forløbet i de tilfælde, hvor det er muligt.

Et konkret råd fra de unge ved første børnepanel var at huske at tale mere i børnesprog og have fokus på de konkrete billeder, som børn kan få i hovedet, når man fortæller om børnehjem og det at bo ved en plejefamilie.

Sidst opdateret: 16/12/2021 - 10:19

Emner: Odense Kommune, Tvangsfjernelser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]