Fire områder i Danmark har dobbelt så mange på kontanthjælp
Danmark har nu tæt på 100.000 kontanthjælpsmodtagere, og det er rekordlavt. Men der er stadig fire røde områder I Danmark med usædvanligt mange på kontanthjælp.
Udgivet: 08/12/2021
I tredje kvartal faldt antallet af modtagere af kontanthjælpsydelser med 3.700 til et niveau på 100.300 i september.
Det er det laveste niveau siden statistikkens start i januar 2007. Antallet af modtagere af kontanthjælpsydelser toppede i august 2015 med 175.100, hvorefter det med få afbrud er faldet frem til og med september i år. Det svarer til, at 2,7 procent af alle 18-66 årige i september var kontanthjælp.
Men der er store geografiske og lokale forskelle. Der er groft sagt fire områder i Danmark, som har en markant større andel af borgere på kontanthjælp end resten af Danmark.
Det er Vestegnen, hvor Brøndby med 5,4 procent af de 18-66 årige er den næsthårdest ramte kommune i hele landet.
Vest og Sydsjælland er også hårdt ramt. Det mest overraskende er her, at Kalundborg på trods af et erhvervseventyr har 3,7 procent af sine 18-66 årige på kontanthjælp.
Region Sydjylland hvor den store positive afvigelser er Aabenraa, som på trods af sin status som yderkommune med blot 1,9 procent af sine borgere på kontanthjælp ligger pænt under landsgennemsnittet.
Endeligt er der et bælt i det nordlige Østjylland, hvor Rebild vanen tro klarer sig bedre end de øvrige kommuner.
Set ud over hele landet er der enkelte kommuner, som lyser særligt op.
I Vestjylland imponerer den fattige yderkommune Lemvig ved at have blot 1,4 procent af de 18-66 årige på kontanthjælp, og dermed er kommunen ikke alene den syvende bedst ei danmark, den blander sig også som den eneste yderkommuner med rige kommuner fra blandt hovedstadsområdet.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Hjørring, som har satset massiv på erhvervs- og beskæftigelsespolitik med 2,1 procent på kontanthjælp klarer sig tydeligt bedre end de øvrige kommuner i Nordjylland. Hjørring har haft et fald i antal kontanthjælpsmodtagere på 55 procent siden toppen i 2015, og det er pænt over landsgennemsnittet på 43,5 procent.
Sidst opdateret: 24/02/2022 - 00:22
Emner: Kontanthjælp







































