
DR's Detektor opfordrer Berlingske til berigtigelse i deres historie om henvisninger. - Foto: (Arkiv) Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
DR's Detektor retter Berlingskes historie om henvisninger
Detektor korrigerer Berlingske efter historien om henvisninger i Københavns Kommune, der fik store personalemæssige konsekvenser.
Udgivet: 08/12/2021
Det fik store konsekvenser, da man i Berlingske kunne læse, at Københavns Kommune ikke havde henvist ledige til job de sidste to år.
Marianne Sørensen, der var direktør i Købehavns Kommune med ansvar for jobcentrene, fik frataget sit område. Derudover begyndte man at henvise ledige i stor stil, skriver NB-Beskæftigelse.
Men nu viser det sig, at Københavns Kommune ikke stod alene, sådan som Berlingske skrev.
DR's Detektor kan fortælle, at over halvdelen af landets kommuner ikke har brugt henvisninger de sidste to år.
Men ikke nok med det. Berlingske sammenligner Københavns Kommune med kommunerne Herlev, Roskilde og Lyngby-Taarbæk. Berlingske skrev, at de kommuner ofte benyttede sig af henvisningsredskabet. Men nu viser Detektors aktindsigt, at kommunerne ligesom Københavns Kommune ikke har benytte henvisninger de sidste to år.
Kommunerne bruger nemlig ordet henvisninger i forskellige kontekster. Det bliver brugt mere bredt end det specifikke lovtekniske henvisningsredskab, der kan give dig en økonomisk sanktion.
Overfor Detektor har kommunerne derfor bekræftet, at de ikke har forstået, at Berlingske havde spurgt om den lovtekniske henvisning.
Derfor ender Berlingske med at sammenligne to forskellige definitioner af henvisninger, hvor Københavns lovtekniske henvisninger bliver sammenlignet med de andre kommuners generelle jobformidling.
Berlingskes indlandsredaktør, Kasper Krogh, afviser i et interview med Detektor at bringe en rettelse, da ingen af de omtalte kommuner har henvendt for sig med korrigerende oplysninger.
"Jeg vil gerne have den dialog med kommunerne selv i sådan noget her. Der undrer vi os jo over, at der ikke er nogle af dem, der har henvendt sig til os. Hvis vi har misforstået noget, så skal vi gerne lave en rettelse. Men jeg vil gerne tale med de pågældende kommuner og have en henvendelse fra dem," siger Kasper Krogh til Detektor.
Lyngby-Taarbæk har oplyst til Detektor, at de nu vil henvende sig til Berlingske.
Sidst opdateret: 08/12/2021 - 10:02
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: henvisning







































