Handicappede borgere demonstrerer foran Christiansborg Slotsplads den 24. juni 2021, fordi de mente, at der ikke var afsat tilstrækkeligt med midler af til det specialiserede socialområde i økonomiaftalen for 2022 mellem regeringen og KL.

Handicappede borgere demonstrerer foran Christiansborg Slotsplads den 24. juni 2021, fordi de mente, at der ikke var afsat tilstrækkeligt med midler af til det specialiserede socialområde i økonomiaftalen for 2022 mellem regeringen og KL. - Foto: NB-Medier

Astrid Krag vil ikke love flere penge til handicapområdet på finansloven

I et folketingsvar fra social- og ældreminister Astrid Krag (S) vil ministeren ikke love nye penge til et presset handicapområde. Svaret er i stedet en opremsning af de penge, der allerede er afsat til området.

Udgivet: 01/10/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Venstre presser Socialdemokratiet for et svar på, om der er nye penge på vej til det specialiserede socialområde. Men det er der umiddelbart ikke. I et folketingssvar fra social- og ældreminister Astrid Krag (S), lægger ministeren ikke op til, at man vil afsætte nye midler til det specialiserede socialområde i finansloven for 2022.

Marie Bjerre (V), der er medlem af social- og ældreudvalget, har stillet et tydeligt spørgsmål til ministeren, der drejer sig om, hvorvidt Astrid Krag planlægger "at prioritere flere midler til handicapområdet":

"Vil ministeren oplyse, om regeringen agter at prioritere flere midler til handicapområdet, end de 140 mio. som skal finansieres over SSA-reserven?" spørger Marie Bjerre.

Men i svaret undlader Astrid Krag at svare på spørgsmålet og kommer i stedet med en opremsning af de midler, der allerede er afsat til området. Det vil sige, at hun ikke nævner nye midler, som man "agter at prioritere".

De midler, som regeringen allerede har afsat rækker ifølge kommunerne ikke til at dække de faktiske udgifter, som kommunerne har til det specialiserede socialområde.

I årevis er kommunerne er endt med en større regning på det specialiserede socialområde, end de har budgetteret med. Og der er ikke nogen udsigt til, at den tendens ikke skulle fortsætte, da antallet af personer, som får handicapydelser stadigvæk stiger.

Astrid Krag nævner også i sit folketingsvar, at de seneste tre års økonomiaftaler mellem regeringen og kommunerne har givet kommunerne mulighed for at løfte det specialiserede socialområde med tre milliarder kroner, og fremhæver årets økonomiaftale, hvor kommunerne fik et løft af servicerammen på 1,4 milliarder kroner.

Det nævnes dog uden at tilføje, at pengene primært skal dække demografiudfordringer i kommunerne. Ved indgåelsen af økonomiaftalen var man enige om, at de stigende udgifter til flere børn og ældre koster omtrent 1,25 milliarder. Så kommunerne slås i øjeblikket med budgetterne for 2022, da der ikke er penge til både at dække opdriften på ældreområdet og det specialiserede socialområde.

Kommunerne og handicaporganisationerne må dermed fortsat vente på svar om, det specialiserede socialområde får en håndsrækning på finansloven, eller om kommunerne fortsat må finde besparelserne på velfærden.

Sidst opdateret: 01/10/2021 - 11:25

Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale, Finanslov

Emner: Handicap, Astrid Krag (S), Social- og Ældreministeriet, Handicappede

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]