
Fortrolige oplysninger er sivet til DR i forbindelse med et møde i kommunalbestyrelsen i Sorø. (Personen på fotoet har ikke noget med artiklen at gøre) - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kreditkort-sag: Brud på tavshedspligt bliver meldt til tilsyn
Et medlem af kommunalbestyrelsen eller en embedsmand har tilsyneladende lækket fortrolige oplysninger fra et møde i kommunalbestyrelsen i Sorø. Det er nu meldt til Datatilsynet. Lækket er sket i forbindelse med sagen med politianmeldt kommunaldirektør.
Udgivet: 27/08/2021
Datatilsynet skal nu kigge nærmere på et læk af fortrolige oplysninger fra et møde i kommunalbestyrelsen onsdag i denne uge i Sorø Kommune. En embedsmand eller et medlem af kommunalbestyrelsen har efter alt at dømme brudt sin tavshedspligt.
Det skriver Sjællandske Medier Sorø.
DR bragte i forbindelse med sagen om Sorø Kommunes politianmeldte og nu tidligere kommunaldirektør Søren S. Kjærs afgang uddrag af både dagsorden og referat fra et lukket møde i kommunalbestyrelsen.
Indblikket i det lukkede møde har DR efter alt at dømme fået igennem en politiker eller en embedsmand med adgang til dagsorden og referat.
"Meget tyder på, at der har været en læk til pressen og dermed et brud på tavshedspligten," siger borgmester Gert Jørgensen (K) til Sjællandske Medier Sorø.
Borgmesteren er skuffet over, at nogle ikke kan finde ud af overholde deres tavshedspligt:
"Det er direkte skadeligt for den tillid, der skal være mellem medlemmerne i en kommunalbestyrelse," siger Gert Jørgensen til Sjællandske Medier Sorø.
Sidst opdateret: 27/08/2021 - 10:40
Emner: Administration, Sorø Kommune, Forvaltning, Kommunaldirektør










































