
Mange førtidspensionister flytter fra by til land
Førtidspensionister flytter i stor stil fra byerne ud til yderkommuner. Eksempelvis har kommuner som Faxe, Langeland og Haderslev fået forholdsvis mange tilflyttede førtidspensionister.
Udgivet: 20/08/2021
Mens bykommunerne København, Odense, Aarhus, Esbjerg og Aalborg alle havde en fraflytning af førtidspensionister i perioden 2014 til 2019, så var der en stor tilflytning i en lang række yderkommuner.
Det viser en analyse fra Danmarks Statistik, der ser på flyttemønstrene for borgere på førtidspension. Konkret har analysen set på, hvor mange borgere på førtidspension, der er flyttet til og fra hver kommune fra 2014 til 2019 i forhold til, hvor mange borgere der er på førtidspension i kommunen i 2019.
Næsten alle hovedstadskommuner havde en nettofraflytning af førtidspensionister i perioden, mens de vest- og sydsjællandske kommuner havde stor nettotilflytning. Det skriver NB-Økonomi.
Den største nettofraflytning skete i Vallensbæk Kommune, hvor hele 14,7 procent af borgerne på førtidspension flyttede i perioden 2014-2019. Til gengæld har alle vest- og sydsjællandske kommuner haft en nettotilflytning, hvor Faxe Kommune havde den største tilflytning.
I Faxe Kommune er det 8,8 procent af førtidspensionisterne i 2019, der er tilflyttere siden 2014.
Samme mønster ses i Jylland og på Fyn, hvor de største byer har haft en nettofraflytning af kontanthjælpsmodtagere, mens de fleste yderkommuner har haft en nettotilflytning.
Dermed er det altså både sociale ydelser og de dertilhørende omkostninger til socialt udsatte borgere, der i stigende grad flyttes fra byerne til yderkommunerne.
Som du kan læse mere om i NB-Økonomi, så kan det sætte kommunekasserne i yderkommunerne under voldsomt pres i de kommende år, fordi udligningssystemet ikke i tilstrækkelig grad fanger de strukturelle udviklinger i landets kommuner.
Se her, hvilke kommuner der har haft størst til- og fraflytning af førtidspensionister i forhold til antallet af førtidspensionister i kommunen.
Opdag NB Kommunes fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 19/08/2021 - 14:13
Temaer: Beskæftigelse
Emner: Førtidspension, Bosætning







































