Flere kommuner vil gerne understøtte opsætningen af offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler, men lovgivningen bremser kommunerne.

Flere kommuner vil gerne understøtte opsætningen af offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler, men lovgivningen bremser kommunerne. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommuner med ønske om ladestandere kører ind i juridisk mur

Mange kommuner vil gerne støtte udbredelsen af offentligt tilgængelige ladestandere, så flere får lyst til at køre i elbil. Men kommunerne havner i en juridisk gråzone, og det får dem til at standse op. Senest har Stevns Kommune trukket håndbremsen i forhold til ladestandere.

Udgivet: 13/08/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Der skal være flere offentligt tilgængelige ladestandere overalt i Danmark, så danskerne får mere lyst til at købe sig en emissions-fri elbil. Det er ønsket fra regeringen, og kommunerne vil gerne bakke op. Men mange af dem opgiver, fordi de ikke har lovhjemmel.

Senest har politikerne i Stevns Kommune standset et initiativ om økonomisk at understøtte opstilling af offentligt tilgængelige ladestandere på offentligt arealer. Opbremsningen er ifølge Sjællandske Medier sket med henvisning til en afgørelse fra Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen slog i januar i år fast, at kommuner ikke har lovhjemmel i kommunalfuldmagten til at kunne betale for etablering af offentligt tilgængelige el-ladestandere. Kommunen kan heller ikke betale for grundinstallationer og montage af el-ladestandere og herefter udbyde driften heraf. Styrelsen vurderer, at det vil være det samme som at drive virksomhed, og det må kommunerne ikke.

"Når Ankestyrelsen meddeler, at kommunerne ikke må finansiere eller medfinansiere dette (opsætning af ladestandere, red.), så opstår der et paradoks, som betyder, at hvis placeringen af en ladestander ikke forventes at kunne forrente sig for en privat udbyder af en ladestander, så kommer der ingen ladestandere op."

"Og det vil jo nok få betydning for flere områder i en landkommune som Stevns, hvor vi af erfaring ved, at det er svært at få private investorer, hvis det ikke er en 'god forretning'," siger formanden for Plan-, Miljø- og Teknikudvalg i Stevns, Flemming Petersen, til Sjællandske Medier.

Læs også:
Danmarks første urbane lynladestation er åbnet - flere på vej

I Københavns Kommune og i Ringkøbing-Skjern Kommune har man haft overvejelser som i Stevns om økonomisk at støtte etableringen af ladestandere med offentlig adgang. Men også her er man stoppet op på grund af juraen.

Borgerrepræsentationen i København skrev 7. maj i år et brev til transportminister Benny Engelbrecht (S) og klagede over de juridiske problemer med offentlig støtte til opsætning af ladestandere.

Den 8. juli skrev Transportministeriet på sin hjemmeside, at der her i efteråret bliver fremsat et lovforslag, så de juridiske rammer for ladestandere bliver afklaret. Hvis forslaget vedtages, ventes det at kunne træde i kraft i det nye år. Ministeriet skriver om lovforslaget:

"Lovforslaget indebærer også, at kommuner og regioner får mulighed for at tildele private virksomheder ret til at opstille ladestandere på ladepladser på offentlige arealer f.eks. i form af kantstensopladning. Det foreslås, at tildelingen af denne ret skal ske på markedsvilkår, og at planlagte nye ladepladser som hovedregel skal offentliggøres to år i forvejen."

Læs også:
Kommuner har uden lovhjemmel opsat ladestandere

Sidst opdateret: 13/08/2021 - 06:45

Temaer: Klima

Emner: Infrastruktur, Transport, Frederiksberg Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Stevns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]