
Der kommer ikke nogen særlov for Nyborg Slot i denne omgang, fastslår kulturminister Joy Mogensen. - Foto: Visit Nyborg (Arkiv)
Projekt 'ny anlægslov' for Nyborg Slot lagt på is
Kulturministeren vil skrinlægge projekt om ny anlægslov for Nyborg Slot, der skulle omdanne slottet til et museums- og formidlingscenter. I stedet nedsættes en arbejdsgruppe, der skal ændre museumsloven.
Udgivet: 05/08/2021
Det er ikke fordi, at kulturminister Joy Mogensen (S) er imod et stort anlagt projekt, der skal ændre status for Nyborg Slot til et museums- og formidlingscenter på internationalt niveau. Det ville kræve en anlægslov, der skulle gøre det muligt.
Alligevel er projektet blevet sat i bero, men ministeren understreger, at en ny arbejdsgruppe i stedet skal komme med anbefalinger til en ændring af museumsloven, så andre projekter inden for kulturarven som i Nyborg, nemmere kan få dispensation og dermed iværksættes.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Joy Mogensen forklarer:
"Der aldrig nogensinde blevet brugt en anlægslov til at suspendere den her lovgivning, og derfor er det ikke det, et flertal i Folketinget ønsker at gå videre med. Det, der er kommet frem i forhandlingerne med Folketingets partier, er, at Nyborg Slot-projektet er stort og rigtig vigtigt," siger Joy Mogensen og fortsætter:
"Men der er andre steder, hvor man også støder på problemer, og inden man begynder at lave særlovgivning et enkelt sted, skal man lige være helt sikker på, om ikke man ville stå sig bedre ved at kigge på loven helt generelt, så man kan løse problemet for flere," siger ministeren til Fyens Stiftstidende.
I december 2020 bremsede Miljøklagenævnet projektet, som Slots- og Kulturstyrelsen stod i spidsen for. Det gik blandt andet ud på at bygge en ringmur og ny formidlingsfløj. Et lille flertal i nævnet fandt, at projektet var for indgribende på den sårbare slotsruin.
Sidst opdateret: 05/08/2021 - 10:35
Emner: Nyborg Kommune, Kulturarv











































