
Direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl er rystet over, hvor udbredt vold mod små børn er. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Børns Vilkår: Oplysning kan forebygge vold mod børn
På baggrund af ny rapport om vold mod børn, mener Børns Vilkår, at der skal oplysning til for at løse det.
Udgivet: 17/06/2021
Hvis man skal problemet med vold mod børn til livs, skal man ifølge direktør i Børns Vilkår kigge på oplysning, uddannelse og have fokus på straf.
Det siger han, efter en rapport fra Vive har vist, at 12 procent af børn i Danmark mellem 9 måneder og tre år har været udsat for vold.
- Jeg er ret rystet i forhold til, at det drejer sig om vold mod små børn, det forekommer at være meget udbredt, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i foreningen Børns Vilkår.
- Der skal oplysning til, om hvad vold er, hvor skadeligt vold er, og så skal man ind og uddanne forældrene, så de kan håndterede de her situationer, som gør, at de griber til vold, siger Rasmus Kjeldahl.
Undersøgelse er lavet blandt forældre til godt 50.000 børn, og foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
Forældrene har rusket, dasket, slået eller smækket børnene, fremgår det af besvarelserne i et spørgeskemaundersøgelsen.
Børns Vilkår håber på at få en dialog i gang med regeringen, om hvordan problemet løses.
- I første omgang vil vi forsøge at indgå i en dialog med regeringen. De har talt meget om anbringelser, men man skal også forsøge at forebygge, at det kommer så vidt, siger Rasmus Kjeldahl.
Ifølge direktøren har der tidligere været manglende interesse for at gå ind på det her område fra politisk side, men nu håber han, at den nye rapport gør, at der sker noget.
- Vi har ikke oplevet, at der har været politisk interesse for at understøtte større kampagner rettet mod at bekæmpe vold mod børn.
- Jeg tror, man har håbet på, at det holdt op af sig selv. Men den her undersøgelse viser, at det gør det ikke.
- Hvis man gerne vil være børnenes statsminister, synes jeg også, man skal være det, for de børn som bliver slået og udsat for vold, siger Rasmus Kjeldahl.
Fakta: Tal bygger på forældrenes egne oplysninger
LÆS her mere om undersøgelsen:
* Den blev gennemført i perioden oktober 2017 til september 2018 og omfattede forældre til børn på henholdsvis ni måneder, to år og tre år.
* Den blev gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt begge barnets forældre.
* Forældre til 90.387 børn fordelt ligeligt på de tre aldersgrupper blev kontaktet via e-boks.
* Forældre til 52.010 børn valgte at besvare spørgsmål om barnets udvikling, forældrenes trivsel og familiens daglige liv.
LÆS her mere om de resultater, der vedrører opdragelse:
* Langt de fleste forældre svarer, at de for det meste bruger ros og taler til barnet på en positiv måde.
* Tre ud af fire mødre og godt to tredjedele af fædrene svarer, at de for det meste ved, hvordan barnet kan afledes, når det opfører sig på en uhensigtsmæssig måde.
* 12,4 procent af børnene har været udsat for dask, rusk, smæk eller er blevet slået inden for de to seneste måneder.
* Der er en højere andel af fædre, der har anvendt hårdhændet opdragelse/vold.
* I særlig risiko er børn af forældre, der er indvandret til Danmark eller som er efterkommere. Blandt de børn er 36 procent blevet afstraffet fysisk.
* Blandt børn med én eller to danske forældre er andelene henholdsvis 13,2 og 8 procent.
Kilde: Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter.
/ritzau/
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:17
Emner: Kriminalitet







































