
Corona-nedlukningen har ramt de fleste forsamlingshuse i Kolding kommune, men nu får de hjælp via en nyoprettet hjælpepulje. - Foto: kolding.dk
Kommuner hjælper forsamlingshuse via coronapulje
En række kommuner rundt i landet har besluttet at yde ekstrahjælp til forsamlingshusene, som også har været hårdt ramt på omsætningen under coronakrisen.
Udgivet: 04/06/2021
Covid-19 pandemien har tæret hårdt på forsamlingshusenes økonomi og i Kolding Kommune har Lokaldemokratiudvalget oprettet en særlig hjælpepulje på 100.000 kroner, som kommunens 13 nødlidte forsamlingshuse kan søge støtte fra.
"Forsamlingshusenes betydning for vores landsbyer og lokalsamfund er kolossal, og det ville være umådelig trist, hvis coronakrisen skulle ende med at tage livet af nogle af dem," siger Ole Alsted, formand for Lokaldemokratiudvalget, i en pressemeddelelse.
Nogle af de andre kommuner, som også har besluttet at yde ekstra hjælp til forsamlingshusene, er Skanderborg, Morsø, Assens, Aabenraa, Randers Kommune.
Nogle bedre polstret end andre
Alle forsamlingshuse i Kolding Kommune er økonomisk påvirkede af nedlukningsperioden, men det er meget forskelligt, hvor godt polstret det enkelte forsamlingshus har været til krisen og meget forskelligt, hvilke muligheder de har haft for alternativ indtjening og lokal støtte.
Det viser en undersøgelse, som By- og Udviklingsforvaltningen har lavet siden Lokaldemokratiudvalget 7. april drøftede den aktuelle situation for forsamlingshusene.
”Undersøgelsen tydeliggør, at forsamlingshusenes økonomi er vidt forskellig. Et enkelt forsamlingshus, Hejlsminde, har kunnet søge støtte fra regeringens hjælpepakke og nogle få har fået indtægter ved at fungere som coronatest-sted. I andre huse er kassen tom og nogle har været nødt til at låne penge og det er selvfølgelig uholdbart," siger Ole Alsted.
Før By- og Udviklingsforvaltningen kan åbne for ansøgninger til den nye pulje, skal retningslinjer for puljen fastlægges. I et vist omfang har en kommune mulighed for at støtte et privat forsamlingshus, hvis huset f.eks. har åbne, offentlige arrangementer i kalenderen. Når retningslinjerne er på plads, vil kommunen kontakte bestyrerne i forsamlingshusene direkte.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Hjælpepakke, coronakrise







































