
Adgang til nyheder fordelt på alder, 1. kvartal 2021. - Foto: Danmarks Statistik
Unge foretrækker nyheder på sociale medier
Nyheder skal formidles bredt i dag, hvis man gerne vil nå alle generationer, for medieforbruget er forskelligt fra generation til generation. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Udgivet: 01/06/2021
Sociale medier er de unges primære indgang til nyheder. I første kvartal af 2021 fulgte 70 pct. af de 16-24-årige nyheder på de sociale medier som Facebook, YouTube og andre sociale tjenester.
Ifølge det seneste nyhedsbrev fra Danmarks Statistik viser tallene, at borgeres nyhedsmediebrug varierer fra generation til generation. Der var størst forskel på de 16-34-årige og 65+ åriges nyhedsbrug, hvor de ældstes primære nyhedsmedie var tv og trykt avis (hhv. 93 pct. og 53 pct.). Omvendt var de 16-34-åriges primære nyhedsmedier sociale medier (57 pct.) og nyhedshjemmesider eller -apps (57 pct.).
Podcast fremfor papiravis
Det mindst udbredte nyhedsmedie blandt de 16-34-årige var trykt avis (10 pct.). En andel, som var fem gange så høj blandt dem over 65 år. Også blandt de 35-64-årige benyttede kun hver femte benyttede den trykte avis.
Til gengæld lyttede alle generationer til nyheder via radio eller podcast. Årsagen kan forklares med, at et mere traditionelt format som radio er slået sammen med et nyere format som podcast i undersøgelsen.
Tv og gratis aviser er populære
På landsplan er det tre ud af fire borgere over 15 år, der så nyheder på tv. Det gør tv til det mest udbredte medie til nyhedsformidling i befolkningen. Det næstmest udbredte medie er nyhedshjemmesider eller -apps, som halvdelen af borgerne brugte.
23 pct. af befolkningen havde abonnement på netavis og trykt avis og heraf var 43 pct. og 50 pct. af dem 65-74-årige og 75+ årige, Til sammenligning var det kun 10 pct. af de 16-44-årige, der abonnerede på en fysisk avis eller netavis.
48 pct. brugte gratis aviser eller gratis nyhedsartikler online, når de skulle følge nyhedsstrømmen i ind- og udland. Blandt de 25-44-årige var det 57 pct., der benyttede sig af gratis nyhedsindhold.
Lokalt eller landsdækkende
Landsdækkende nyhedsindslag blev læst, set eller hørt af 89 pct. af befolkningen, mens 65 pct. var interesserede i nyheder om lokalområdet, provinsen eller kommunen. 70 pct. af befolkningen læste, så eller hørte nyhedsindslag om udenlandske begivenheder.
Generelt så, læste eller lyttede 83 pct. af befolkningen dagligt eller næsten dagligt til nyheder inden for den seneste uge, mens 12 pct. var opdateret med nyheder på ugentlig basis.
I den yngste adspurgte aldersgruppe fra 16 til 24 år svarede 54 pct., at de så, læste eller lyttede til nyheder dagligt eller næsten dagligt. Denne gruppe opsøgte altså sjældnere nyheder på daglig basis.
Find alle tallene fra Danmarks Statistik her:
https://www.statistikbanken.dk/kvunyh01
https://www.statistikbanken.dk/kvunyh02
Og i undersøgelsen It-anvendelse i befolkningen i 2020.
Læs også artiklen om, at de regionale og lokale medier mister terræn. Og artiklen om at regeringen vil styrke de lokale medier.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Emner: Medier







































