
“Folk, der har lært Thomas Eriksen at kende hen over de sidste syv måneder, han har været her, er ikke i tvivl om den energi, han tilfører kommunen," siger borgmester Birgit S. Hansen (S) om Frederikshavns nye kommunaldirektør. - Foto: Frederikshavn Kommune.
Frederikshavn henter ny kommunaldirektør i egne rækker
Frederikshavn Kommune har ansat Thomas Eriksen, der siden oktober har været Teknik- og Kulturdirektør, som ny kommunaldirektør.
Udgivet: 27/05/2021
Med et enigt ansættelsesudvalg i ryggen er 48-årige Thomas Eriksen blevet udpeget som ny kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune. Det fremgår af en pressemeddelelse på kommunens hjemmeside.
Thomas Eriksen tiltræder 1. september, hvor nuværende kommunaldirektør Mikael Jentsch stopper efter ni år på posten.
Thomas Eriksen er imidlertid ikke noget nyt navn i Frederikshavn Kommune. Han har siden oktober 2020 nemlig været ansat som Teknik- og Kulturdirektør. Før det har han blandt andet været kommunaldirektør i Faxe, hvorfra han sidste år blev afskediget efter syv år i stillingen.
Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), er tilfreds med ansættelsen af Thomas Eriksen.
“Folk, der har lært Thomas Eriksen at kende hen over de sidste syv måneder, han har været her, er ikke i tvivl om den energi, han tilfører kommunen. Han har en lyst og en vilje til at fortsætte væksten og udviklingen sammen. Det er lige netop det, vi har brug for,” siger Birgit S. Hansen.
Indtil videre fortsætter Thomas Eriksen med ansvaret for Teknik- og Kulturområdet efter sin tiltræden som kommunaldirektør.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Temaer: Navnenyt
Emner: Frederikshavn Kommune













































