Der er for megen hjælp til storbyerne og for lidt til landdistrikterne, mener distrikternes fællesråd.

Der er for megen hjælp til storbyerne og for lidt til landdistrikterne, mener distrikternes fællesråd. - Foto: Landdistrikternes Fællesråd

Sommerpakke: Landdistrikterne bekymret for fokus på storbyerne

1,65 milliarder kroner skal erstatte de hidtidige hjælpepakker og hjælpe de udsatte erhverv - blandt andet kultur og turisme. Landdistrikternes Fællesråd kommer med sine ønsker til udmøntningen af sommerpakken.

Udgivet: 20/05/2021

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Regeringen og et bredt flertal har forhandlet rammen for en ny sommerpakke på plads.

I aftalen indgår 1,65 milliarder kroner, som blandt andet skal hjælpe turismeerhvervet og kulturlivet i gang.

Læs også:
Sommer- og erhvervspakke skal hjælpe turismen

Hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, hersker der dog fortsat en bekymring for storstilet fokus på storbyerne i ny sommerpakke:

"Der er ingen tvivl om, at storbyer har været hårdt ramt af restriktionerne, men turismeerhvervene lider også i landdistrikterne, langs kysterne og på øerne," lyder det fra Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

"Det kan godt bekymre mig, at man så åbenlyst italesætter, at der denne gang skal være fokus på hovedstaden og de største byer i en ny sommerpakke, fremfor at fordele midlerne mellem erhvervene i hele landet ud fra behov. Vi ved endnu ikke, hvordan turismestrømmen rundt i Danmark kommer til at se ud i år. Derfor bør det ikke være et enten eller, men snarere et både og. Land og by er hinandens forudsætninger og derfor er det vigtigt, at sommerpakken understøtter turismeerhverv både i de største byer, men også i resten af landet."

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd hæfter sig blandt andet ved, at Vestkysten som en central destination for udenlandske turister, endnu ikke har fået tildelt klare rejsevejledninger for udenlandske turister, og derfor står til at tabe en stor omsætning for de mange særligt tyske turister, som under normale omstændigheder blandt andet kommer dertil som lejere af sommerhuse. Samtidig er danskerne i færd med at afbestille ferien i sommerhuset langs kysterne og på øerne til fordel for en sommerferie i sydens sol som følge af de lempede rejserestriktioner til udlandet.

Derfor undrer det formanden, at der ikke skeles til læren fra sidste års sommerpakke, som på mange måder viste sig at være afgørende for de berørte erhverv:

- Sidste års tiltag satte virkelig gang i turismen rundt i landet, hvor danskerne i allerhøjeste grad tog på ferie indenlands og genopdagede Danmark som feriedestination. Derfor håber jeg på vegne af landdistrikterne, at man fra regeringens side vil fastholde nogle af de vigtigste initiativer fra sidste år, såsom forhøjet fradrag på sommerhusudlejning, et fleksibelt tilskud til reduktion af færgebilletterne over hele sommeren samt boost af Ø-PAS og ø-turisme, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

- Men vigtigst er det, at der skabes klarhed over retningslinjer, rejsevejledninger og udmøntning af den nye sommerpakke i god tid, så aktørerne har mulighed for at forberede sig og tilpasse kapaciteten.

Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16

Emner: Landdistrikter, Landdistrikternes Fællesråd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]