
Overborgmester Lars Weiss (S) beskylder selskabet Intervare A/S for underbetaling af chauffører, der bringer varer ud til ældre og handicappede i hovedstaden. Selskabet afviser kritikken. - Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune beskylder Intervare for at stå bag underbetaling af chauffører
Læg pres på Intervare. Sådan lyder opfordringen fra Københavns overborgmester til 40 andre kommuner, der får bragt varer ud via Intervare. Kommunal kontrol afslører grov underbetaling af chauffører.
Udgivet: 19/05/2021
Sponseret af
Selskabet Intervare A/S har på tre måneder indirekte underbetalt seks chauffører med 419.000 kroner. Derudover har chaufførerne ikke fået ferie, og de har haft arbejdsdage på op til 12 timer med tunge løft og tonsvis af kasser, der skal slæbes op ad trapper.
Det har Københavns Kommunes indsatsteam mod social dumping afdækket, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Sagen kommer i kølvandet på afsløringer af problematiske arbejdsforhold hos onlinesupermarkedet Nemlig.com, der er ejet af Intervare A/S.Opfordring til 40 kommuner
Flere kommunalbestyrelser har meldt ud, at de ville afvente resultaterne af Københavns Kommunes kontrol, før de tog stilling til samarbejdet med Intervare. Nu håber Lars Weiss, at de 40 andre kommuner også vil lægge pres på Intervare.
- Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre kommuner vælger at gøre, men når man indfører arbejdsklausuler, er det jo for at sikre, at medarbejderne hos leverandører bliver behandlet ordentligt. Og har man arbejdsklausuler, der svarer til det, vi har i Københavns Kommune, så vil min forventning være, at de kommuner agerer på samme måde som os, siger Lars Weiss til Politiken.
Udvider nu kontrol
Københavns Kommune vil ikke opsige sin kontrakt med Intervare , men vil udvide sin kontrol til at omfatte alle chauffører, der har leveret varer i hele den periode, man har haft kontrakt med selskabet. Københavns Kommune har ikke det fulde overblik over, hvor mange chauffører det drejer sig om. Men man har cirka 2.100 borgere, der er visiterede til at få bragt varer ud under ordningen. Ifølge kommunens undersøgelse har de pågældende chauffører ikke holdt én eneste feriedag i 2020 eller 2021. Derudover har der ifølge kommunen ikke været tegnet den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, ligesom halvdelen af bilerne har kørt uden godkendelse og registrering hos Fødevarestyrelsen.Intervare melder hus forbi
Administrerende direktør i Intervare A/S Stefan Plenge afviser beskyldningerne. Han siger i en skriftlig kommentar, at chaufførerne ikke er ansat hos Intervare A/S, men selvstændige vognmænd, der kører for selskabet. – De selvstændige vognmænd, der kører for Intervare, har egne cvr-numre og er at betragte som selvstændige erhvervsdrivende, siger direktøren. Også brancheorganisationen Dansk Erhverv er uenig i kommunens vurdering. – Vi vil nu gå i dialog med Københavns Kommune om sagen, siger viceadministrerende direktør Laurits Rønn fra Dansk Erhverv i en kommentar. hai/ritzauSidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Emner: Indkøb, Udbud, Intervare A/S








































