
Kan byrådsmedlem Lars Ejby (S) sidde i økonomiudvalget, når hans hustru har et chefjob i kommunen? Det vil Ankestyrelsen nu se nærmere på. - Foto: Fredericia Kommune
Efter borgmesterskandale: Ankestyrelsen skal se på byrådsmedlems habilitet
Kan et byrådsmedlem godt sidde i økonomiudvalget, når hustruen har en høj chefstilling i samme kommune? Det skal Ankestyrelsen nu vurdere i kølvandet på borgmesterskandalen i Fredericia.
Udgivet: 11/05/2021
I Fredericia arbejder byrådet på at få renset luften efter skandalen med tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S). I den forbindelse kommer Ankestyrelsen nu på banen.
Sagen drejer sig om byrådsmedlem Lars Ejbys (S) habilitet som medlem af økonomiudvalget i Fredericia. Det skriver Fredericia Dagblad.
Lars Ejbys hustru, Kirsten Blæhr, er chef for kommunens familieafdeling. Og går det så an, at Lars Ejby, som i øvrigt også selv er ansat i kommunen, sidder i økonomiudvalget? Ja, fremgår det af et notat udarbejdet af jurister fra kommunen og KL. Konklusionerne i dette notat skal dog nu afprøves af Ankestyrelsen, skriver Fredericia Dagblad.
Notatet fra kommunen og KL er blevet udarbejdet på foranledning af Venstre i byrådet for at sikre, at ingen politikere har habilitetsproblemer. Arbejdet blev sat i gang i kølvandet på afsløringerne af en mulig relation mellem tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og daværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.
I notatet fra kommunen og KL bliver flere byrådsmedlemmers habilitet vurderet. Specifikt i forhold til Lars Ejby kigger man i notatet nøje på begrebet tjenestegrenschefstilling. Humlen i det begreb er, hvem der er chef for hvem og hvad. Om Lars Ejbys habilitet står der i det juridiske notat:
"Efter bestemmelsens ordlyd er det alene den umiddelbart ansvarlige for ledelsen af et under et stående udvalg hørende forvaltningsområde, der er omfattet af bestemmelsen. Det vil i første omgang være den øverst ansvarlige embedsmand, bortset fra kommunaldirektøren, der er ansvarlig for forvaltningsområdet."
"Sådan som Fredericia Kommune er organiseret vil det derfor mest nærliggende være den ansvarlige koncerndirektør, der er den umiddelbart ansvarlige for kommunens forskellige forvaltningsområder, hvilket umiddelbart vil føre til, at Kirsten Blæhrs stilling i Fredericia Kommune ikke kan betegnes som en
tjenestegrenschefstilling."
"I overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd er det derfor umiddelbart vurderingen, at Lars Ejby godt kan sidde i økonomiudvalget."
"Ordlydsfortolkningen understøttes af, at et af eksemplerne på en tjenestegrenschef i den kommenterede styrelseslov er stillingen som skoledirektør. Omvendt kan der være konkret omstændigheder, der kan tilsige, at vurderingen kan falde anderledes ud, da det ikke alene er den rent organisatoriske ramme, der er afgørende for, hvilken stillinger, der kan betegnes som tjenestegrenschefer."
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Jura, Fredericia Kommune, Socialdemokratiet, Ankestyrelsen







































