Bygge- og anlægsbranchen er kommet flyvende ind i 2021, og beskæftigelsen er på det højeste niveau siden finanskrisen. Flere økonomer peger dog på, at det endnu er for tidligt at trykke på bremsen.

Bygge- og anlægsbranchen er kommet flyvende ind i 2021, og beskæftigelsen er på det højeste niveau siden finanskrisen. Flere økonomer peger dog på, at det endnu er for tidligt at trykke på bremsen. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Økonomer: Ingen grund til at skære i anlægsramme trods byggeboom

Byggebranchen er i stærk fremgang, men det er usikkert, hvor længe de gode forhold vil fortsætte. Derfor siger flere økonomer, at det er en postgang for tidligt at skære i anlægsloftet for stat, regioner og kommuner.

Udgivet: 22/04/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Selvom dagens tal for beskæftigelsen og omsætningen i byggebranchen viser, at Danmark er i et byggeboom, så afviser flere økonomer, at der er fare for en overophedning i bygge- og anlægsbranchen på nuværende tidspunkt.

Derfor er de fire økonomer, som NB-Økonomi har talt med, påpasselige med at anbefale politikerne, at man skal tage de store håndtag i brug for at bremse udviklingen i bygge- og anlægsbranchen ved eksempelvis at skære i de offentlige anlægsrammer.

Det skyldes blandt andet, at vi endnu ikke kender omfanget af coronakrisen, og at det er godt, at bestemte brancher er med til at holde hånden under dansk økonomi, mens andre brancher er i knæ.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank mener, at det som udgangspunkt er sundt for økonomien, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen er steget i en tid med corona.

"Den varme del af økonomien, som blandt andet er bygge- og anlægsbranchen, skal være med til at holde hånden under den kolde del af økonomien. Det bidrager til, at vi kommer hurtigere gennem krisen," siger han.

"Havde vi set hele økonomien falde i tandem, så havde økonomien som helhed stået et helt andet sted. Derfor er det positivt, at nogle brancher ligefrem har haft fremgang i en tid med coronakrise," siger Jeppe Juul Borre.

Derfor er Jeppe Juul Borre da også påpasselig med at anbefale politikerne, at man træder alt for hårdt på bremsen ved en kommende økonomiaftale, når man skal fastsætte kommunernes anlægsloft for 2022.

"Bygge- og anlægsbranchen er ikke der hvor der er det største behov for at sætte tryk på, for der er fin fart på den del. Men det kan også vise sig at være en postgang for tidligt at trykke på bremsen, for vi står stadig i en coronakrise, og vi er i gang med at lappe hullet," siger han.

Boligpriserne er med til at drive udviklingen op

Erik Bjørsted, Cheføkonom ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener heller ikke, at anlægsloftet er det rigtige sted at skære ned på nuværende tidspunkt.

"Man skal passe lidt på, hvor hårdt man trykker på bremsen. Anlægsbranchen trækker også en masse aktivitet i de erhverv, der giver input til byggeriet. Det er blandt andet serviceerhverv som logistik, arkitekter og ingeniører," siger han.

"Jeg tror stadigvæk det er en postgang for tidligt at tale om overophedning i byggebranchen. Selvfølgelig er der fart på branchen, men før det skal blive til overophedning, så kræver det jo, at tempoet fortsætter," siger Erik Bjørsted.

I stedet mener han, at man bør holde øje med tempoet på boligmarkedet, som også påvirker byggebranchen.

"Det gør mig bekymret, hvis boligpriserne ikke løjer af. Hvis ikke renterne fortsætter med at stige, så kan man se på at mindske rentefradraget, som er et håndtag man kan tage fat i her og nu. Samtidig må de nye ejendomsvurderinger i 2024 være med til at bremse udviklingen," siger han.

"Hvis boligpriserne afbøjer, så vil det også sætte en dæmper på udviklingen i byggebranchen, så jeg mener det er her, man bør sætte ind først," siger han.

Man kan begynde at skrue på blusset

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Philipp Schröder, mener ligesom Jeppe Juul Borre ikke, at det nødvendigvis er problematisk for økonomien, at nogle brancher går frem, mens andre går tilbage.

"Det er som sådan ikke en fare, det skal vi faktisk glæde os over. Hvis man forestiller sig, at det her er en varig adfærdsændring, så skal man jo sørge for, at dem, der oprindeligt er uddannede i de hårdest ramte brancher, de har mulighed for at uddanne sig i de brancher, hvor det går fremad, og det er vi jo heldigvis gode til her i Danmark," siger han.

Philipp Schröder ser dog på udviklingen med en lidt mere bekymret mine, fordi dele af byggebranchen kan risikere at løbe ind i en overophedning.

"Et eller andet sted i byggebranchen må det jo gå for vidt for sig, og her skal man jo overveje, hvilke finanspolitiske håndtag man kan skrue på. Hvis tallene er en generel tendens for hele branchen, så skal man jo begynde at skrue ned for blusset, når vi ser de her tal," siger Philipp Schröder.

Sol, måne og stjerner står på linje

Underdirektør i DI Dansk Byggeri, Torben Liborius siger, at "sol, måne og stjerner står på linje for byggebranchen", fordi han mener, at situationen omkring corona har skabt nogle ekstraordinært gode forhold for byggebranchen, som ikke er permanente.

"Man hævede anlægsloftet i 2020, lavede den grønne boligaftale og løftede boligjob-ordningen. Samtidig har private kunder været begrænsede i deres forbrugsmuligheder, fordi de ikke har kunnet rejse eller bruge penge i oplevelsesøkonomien, og derfor har rigtig mange brugt penge på deres bolig," siger han og tilføjer:

"Oveni det, har mange danskere fået udbetalt feriepenge, som de har brugt på deres bolig, og samtidig er boligmarkedet i stor fremgang, så det giver nogle særligt gode forhold til branchen lige nu."

Han mener derfor ikke, at man kan forvente, at de gode forhold for byggebranchen nødvendigvis vil fortsætte.

"Men vi forventer, at vi i år oplever et peak, som vil løje af efter i år. Flere af de her faktorer varer jo ikke ved, fordi dele af vores forbrug vil flytte sig tilbage over i oplevelsesøkonomien når det kan lade sig gøre, og effekterne af den grønne boligaftale vil også flade af.

Derfor mener han ikke, at der på nuværende tidspunkt er nogen grund til at snakke om overophedning.

"Alt i alt er det en fin situation vi er i, men alle de her faktorer, der tilsammen har skabt den her situation er jo ikke permanente. Og på et tidspunkt må man jo også regne med, at de voldsomme stigninger på ejerboligmarkedet vil stilne af, og det vil det også få aktiviteten i byggebranchen til at flade ud," siger Torben Liborius.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Temaer: Økonomiaftale, Beskæftigelse

Emner: Byggeri, DI Dansk Byggeri, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]