
Vardes borgmester Erik Buhl (V) er begejstret over, at der nu er lagt en plan for genåbningen. - Foto: Varde Kommune
Borgmester: 'Det er det bedste, vi har set i nyere tid'
Nu ved vi endelig, hvad vi har at planlægge efter. Og der er tid at løbe på. Sådan lyder den begejstrede kommentar til den nye genåbningsplan fra Vardes borgmester Erik Buhl (V).
Udgivet: 23/03/2021
"Det er det bedste, vi har set i nyere tid. Der er noget planlægning. Nu har vi fået det, vi har ønsket. Vi kan forberede os, og vi har noget tid til det."
Så glad er meldingen fra Vardes borgmester Erik Buhl (V), der udtaler sig til JydskeVestkysten. Meldingen kommer efter, at et bredt flertal i Folketinget mandag aften blev enige om en langsigtet plan for genåbning af Danmark.
Borgmesteren i det vestjyske er glad for, at kommunen denne gang har fået mere tid til at forberede genåbning af blandt andet skoler. Eleverne fra 5. til 8. klasse kan komme i skole igen efter påske - dog kun på halv tid.
"Jeg tror, det er noget af det mest afgørende nu her. Det er ingen hemmelighed, at der er stor forskel på, hvordan de enkelte elever og medarbejdere har kunnet gøre det her hjemme," siger Erik Buhl til Jydske Vestkysen.
Han forudser et større arbejde med at få alle elever godt tilbage til fysisk skolen igen.
Erik Buhl glæder sig også over, at liberale erhverv - blandt andre frisører og massører - kan genåbne igen efter påske 6. april. Han pointerer over for JydskeVestkysten, at der er gode erfaringer fra det seneste år på, hvordan erhvervsdrivende kan gøre tingene på fornuftig vis i forhold til at forebygge corona.
Nu håber han blot, at vejledningerne fra myndighederne giver gode retningslinjer.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: coronakrise







































