"Vi er en stor kommune, så der er tid og penge at spare (ved at holde digitale møder, red.) - særligt i forhold til de korte møder,” siger borgmester i Thisted Ulla Vestergaard (S).

"Vi er en stor kommune, så der er tid og penge at spare (ved at holde digitale møder, red.) - særligt i forhold til de korte møder,” siger borgmester i Thisted Ulla Vestergaard (S). - Foto: Thisted Kommmuned

Borgmestre vil fortsætte med virtuelle møder efter corona

Kommunernes virtuelle møder er kommet for at blive - også på den anden side af pandemien. Det viser en ny rundspørge, som NB-Kommune har foretaget blandt borgmestre. De lægger vægt på, at der er tid og penge at spare ved at mødes digitalt.

Udgivet: 22/03/2021

Johan Storgaard Jespersen

Studentermedhjælper

Del artiklen:

Hjemmearbejde og virtuelle møder er i løbet af det seneste år blevet hverdagskost for de fleste. Det gælder ikke mindst i kommunerne, hvor byrådspolitikere fra tid til anden har været nødsaget til at arbejde fra hjemmekontoret.

Men de ændrede arbejdsforhold har ikke udelukkende været til gene. I hvert fald viser en ny rundspørge, som NB-Kommune har lavet, at 91 procent af de danske borgmestre agter at tage nogle af de de digitale arbejdsgange, som er blevet indført af hensyn til corona, med videre på den anden side af pandemien.

Ifølge borgmestrene er det særligt de virtuelle møder, som vil fortsætte, når coronakrisen er overstået. Det påpeger blandt andet Ulla Vestergaard (S), borgmester i Thisted Kommune:

“Vi skal selvfølgelig ikke holde virtuelle møder for enhver pris, når pandemien er overstået, men der vil være situationer, hvor det giver mening at tage den over nettet. Vi er en stor kommune, så der er tid og penge at spare - særligt i forhold til de korte møder,” siger Ulla Vestergaard til NB-Kommune.

Flere borgmestre påpeger, at det især kan være en fordel at mødes på en digital platform, når der er tale om møder, som bliver meldt ud med meget kort varsel. I Vesthimmerland og Rudersdal Kommune vil man særligt udnytte de digitale platforme i forhold til ekstraordinære møder, mens man i Sønderborg Kommune vil “spare nogle af de mange møder, hvor man lige kalder en lille kreds sammen for at drøfte en enkelt sag.”

I andre kommuner regner man dog med at benytte de digitale platforme mere bredt. I Varde Kommune vil særligt de forberedende møder blive afholdt virtuelt, mens man i Mariagerfjord Kommune vil flytte alle daglige fagmøder over på den digitale platform.

Selvom fordelene ved de virtuelle møder har åbenbaret sig for flere af borgmestrene, regner ingen med at droppe de fysiske møder helt. For der er meget, som går tabt, når man må nøjes med at hilse gennem webcammets linse. Det påpeger Ulla Vestergaard:

“Vi higer selvfølgelig alle sammen efter at kunne mødes fysisk igen. Vi mangler nuancerne i det digitale sprog, specielt når man møder nye folk. Og hele netværksdelen går også tabt. Det her med at tage en snak ved kaffemaskinen, hvor man lige vender nogle ting, det bliver aldrig det samme på den digitale platform,” siger hun til NB-Kommune.

Ulla Vestergaard påpeger også, at relationen med borgerne, man som borgmester skal repræsentere, risikerer at lide, når møderne foregår virtuelt:

“Det er svært at have føling med, hvad der foregår ude i samfundet, når man ikke står ansigt til ansigt med nogle borgere. Det er særligt problematisk, når man som os lever af de her relationer;” siger hun.

Selvom følingen med den enkelte borger ikke er den samme uden det fysiske møde, har der dog også været positive erfaringer med borgerinddragelsen under pandemien. Flere borgmestre påpeger, at de virtuelle borgermøder, som har været langt mere lettilgængelige for den gennemsnitlige borger, har fungeret godt.

I Gribskov Kommune har man haft gode erfaringer med store dialogmøder med borgere, hvor gruppearbejde er indgået på dagsordenen. Her leger man også med tanken om at kombinere det digitale og det fysiske element:

“Både for at spare tid, men i særdeleshed for at øge tilgængeligheden og deltagelsen,” skriver Gribskovs borgmester, Anders Gerner Frost, i sin besvarelse af rundspørgen.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Gribskov Kommune, Mariagerfjord Kommune, Rudersdal Kommune, Thisted Kommune, Varde Kommune, Vesthimmerlands Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]