Styrelsen for Patientsikkerhed fortsætter indsatsen i Fredensborg Kommune den kommende uge. Styrelsen sender testambassadører på gaden i både Kokkedal og Nivå. (Arkiv)

Styrelsen for Patientsikkerhed fortsætter indsatsen i Fredensborg Kommune den kommende uge. Styrelsen sender testambassadører på gaden i både Kokkedal og Nivå. (Arkiv) - Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix

Der skal stemmes dørklokker i Kokkedal hele ugen

Kokkedal i Fredensborg Kommune er hårdt ramt af coronasmitte. Også i den kommende uge stemmes der dørklokker i byen.

Udgivet: 08/03/2021

Del artiklen:

I weekenden er der blevet stemt dørklokker i Kokkedal for at få folk til at lade sig teste for corona efter stigende smitte i byen.

Det arbejde fortsætter i den kommende uge. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, der arbejder med at opspore smittede, på Twitter.

Også i Nivå, der grænser op til Kokkedal, vil styrelsens "testambassadører" blive sendt på gaden i den kommende uge.

Begge byer ligger i Fredensborg Kommune, der i øjeblikket er hårdt ramt af corona. Kommunen har landets næsthøjeste incidenstal, der sætter antal af bekræftede smittede i forhold til befolkningen.

De seneste syv dage har der været 82 smittede i kommunen, hvilket svarer til 201,2 smittede per 100.000 indbyggere.

Kun Ishøj har et højere incidenstal. Her har der været 52 smittede de seneste syv dage. Det svarer til 227,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Lørdag fortalte kommunens borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), at han ville undersøge, om testmuligheder og smitteopsporingen kunne blive udvidet.

- Dette er en situation, som vi på ingen måde vil acceptere udvikler sig yderligere, sagde han i en pressemeddelelse.

Han har tidligere fortalt til TV2 Lorry, at smitten fordeler sig skævt i kommunen.

Kun fem procent af de smittede bor i Fredensborg by, mens 65 procent bor i Kokkedal, fortalte han lørdag morgen. De resterende bor omkring Nivå og Humlebæk.

Flere andre steder i landet er der også blevet sat ind med målrettede tiltag, efter der er set en stigning i smittetallene.

Den seneste tid har blandt andet Odense bydelen Vollsmose været på corona-radaren. Her er der også blevet stemt dørklokker og testet massivt.

De seneste dage er udviklingen gået den rigtige vej i Vollsmose, hvor incidenstallet er faldet flere dage i træk.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Fredensborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]