Folk stimler for meget sammen i Bilka, mener handlende i Ishøj. Bilka vurderer derimod, at der er god plads i kædens varehuse.

Folk stimler for meget sammen i Bilka, mener handlende i Ishøj. Bilka vurderer derimod, at der er god plads i kædens varehuse. - Foto: Ishøj Bycenter (Arkivfoto)

Ekstra patruljer og fokus på Bilka i epicenter

Politiet sætter nu meget coronaramte Ishøj Kommune under skærpet overvågning med ekstra patruljer på udvalgte steder. Lokalt har man kig på Bilka som smittested.

Udgivet: 15/02/2021

Del artiklen:

Borgerne i Ishøj Kommune kommer formentlig til at se flere betjente den kommende tid.

Københavns Vestegns Politi øger sin patruljering i kommunen på grund af de høje smittetal, der er registreret den seneste tid.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Politiet vil især være at se de steder, hvor der typisk færdes mange mennesker, og politikredsen nævner særligt Ishøj bycenter, Ishøj Havn og testcentre.

Her vil politiet holde øje med, om de forretninger, der må holde åbnet, gør det på en sikker måde. Det vil også sikre, at de butikker, der ikke må tage imod kunder, holder lukket, og at folk husker at bruge mundbind.

- Alle bliver nødt til at handle i denne situation, så smitten ikke eskalerer, siger politidirektør Kim Christiansen i pressemeddelelsen.

Han opfordrer samtidig til, at alle overholder de gældende regler.

- Sundhedsmyndighederne opfordrer til, at alle indbyggere i Ishøj Kommune lader sig teste i uge 7, og det bakker vi naturligvis op om, siger Kim Christiansen i meddelelsen.

Bilka får uheldig fokus

Dagbladet B.T. har haft en reporter i kommunen med landets højeste smittetryk. Ifølge folk i området så er der problemer med, at folk stimler sammen i den store Bilka, som er i Ishøj Bycenter.

"Jeg tror, der er nogle, der keder sig, og så stimler de sammen og dasker rundt derinde. Det, man måske normalt havde gjort udenfor – men fordi det er så koldt nu, hvor skal man ellers være?" siger en af de lokale handlende i Bilka, Rikke Jensen, til B.T..

Ifølge Salling Group, som ejer Bilka, gør butikskoncernen alt det påkrævede for at forhindre coronasmitte.

"Hvis kunderne følger myndighedernes anbefalinger om, at kun at kun én person køber ind, så er den ekstra plads i Bilka-varehusene en ekstra beskyttelse mod smitterisiko," skriver Salling Group i en kommentar til B.T..

Høje smittetal og genlukning af skoler

Tal fra Statens Serum Institut søndag viser, at 72 er bekræftet smittet med coronavirus den seneste uge i kommunen.

Det fører til, at der er 315 smittet i kommunen målt per 100.000 indbyggere, hvilket er mere end dobbelt så højt et smittetal som Greve, der er nummer to på listen over smitteplagede kommuner.

Greve har 146,8 smittede per 100.000 indbyggere.

I pressemeddelelsen fra politiet bliver smitteudviklingen i Ishøj beskrevet som "bekymrende".

Tidligere på ugen fik det høje smittetal konsekvenser for de yngste skoleelever, som mandag havde fået lov til at vende tilbage til klasselokalerne efter næsten to måneders virtuel undervisning.

De yngste skoleelever i Ishøj er - som de eneste 0. - 4. klasser i hele landet - sendt hjem igen på grund af høje smittetal i kommunen.

Eleverne er indtil videre hjemsendt til og med 28. februar, hvor resten af landets restriktioner udløber. Det vil sige, at eleverne i Ishøj i praksis kun er hjemsendt i uge 7, da de har vinterferie i uge 8.

/ritzau/Iver Houmark Andersen

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36

Emner: Ishøj Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]