"Det må ikke ske igen," siger topforhandler og borgmester Michael Ziegler om overenskomstforhandlingerne i 2018, som var få millimeter fra at bryde sammen.

"Det må ikke ske igen," siger topforhandler og borgmester Michael Ziegler om overenskomstforhandlingerne i 2018, som var få millimeter fra at bryde sammen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)

Ziegler: Vi skal undgå drama nu

Topforhandler og borgmester Michael Ziegler afslører i interview, at han vil gøre meget for at undgå, at forhandlinger om nye overenskomster ender i højspændt drama som i 2018. Nu er man i gang med slutrunden af forhandlingerne under OK21.

Udgivet: 08/02/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Det var højspændte dage for tre år siden, da forhandlingerne om nye overenskomster for de offentligt ansatte var tæt på at sætte Danmark i stå. Forligsinstitutionen var på det nærmeste belejret i ugevis.

Borgmester og formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler, var en af hovedpersonerne. I dag siger Ziegler, at han lærte meget af forløbet. Og siden forhandlingerne i 2018 (OK18) har kommunernes topforhandler brugt meget tid på at rense luften. Håbet er, at OK21 kan blive til i en anderledes god stemning. Det skriver A4 Overenskomst.

Danmark var millimeter fra en storkonflikt i foråret 2018. Kampen om de offentligt ansattes overenskomster var tæt på at sende mere end en halv million ansatte hjem og derved reelt lamme Danmark.

Under de hektiske afsluttende forhandlinger var en hærskare af fotografer og journalister fast stationeret foran Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København.

Men hvis journalisterne regner med et lignende drama ved OK21, bliver de skuffede. Det mener en af hovedpersonerne fra dengang i foråret ’18, Michael Ziegler, formand for Kommunernes Landsforening KL's Løn- og Personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

– Det, der skete dengang, var ikke godt. Hvis du skal kunne komme i mål med forhandlingerne, så skal du kunne regne med, at du diskuterer i et lukket rum, uden at du kan læse om forhandlingerne i pressen efterfølgende. Det må ikke ske igen, så TV2s Ole Krohn og alle de andre journalister kan godt stå der og spørge, men de får ikke mange svar denne gang, siger Michael Ziegler til A4 Overenskomst.

LÆS OGSÅ: OK21: Mød statens nye topforhandler

KL og modparten Forhandlingsfællesskabet har siden sammen konstateret, at de kommunale overenskomstforhandlinger er omfattet af stor offentlig bevågenhed. Kommunikationen i det offentlige rum kan derfor have stor betydning for både forhandlingsklima og konfliktniveau.

TV2s Ole Krohn og alle de andre journalister kan godt stå der og spørge, men de får ikke mange svar denne gang
Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg

De to topforhandlere på det kommunale område, Mona Striib, formand for de offentligt ansattes Forhandlingsfællesskabet og FOA, samt Michael Ziegler har i fællesskab skrevet en politisk forhandlingserklæring, hvor de lover hinanden en tillidsfuld dialog under forhandlingerne om OK21.

– Det er klart, at sådan et forarbejde betyder jo ikke, at vi lige pludselig er enige om alt. Men det skulle gerne betyde, at på trods af at vi stadig ser nogle ting forskelligt, så kan vi snakke om det i fred og ro, fortæller Michael Ziegler, arbejdsgiverrepræsentant for 417.000 kommunalt ansatte, til A4 Overenskomst.

Ziegler er blevet set som fjenden

Mens Mona Striib går ind til sin første overenskomstforhandling som chefforhandler, er det femte gang 52-årige Michael Ziegler optræder som KL-chefforhandler. Undervejs er han af mange lønmodtagere blevet set som fjenden. Måske specielt blandt lærerne.

Overenskomstforhandlingerne i 2013 førte til, at KL i foråret lockoutede lærerne på grund af uenighed om arbejdstiden. Tomme skoler, ond retorik og demonstrationer fulgte, og Michael Ziegler blev symbolet på alle dårligdommene hos de offentlige arbejdsgivere.

– Jeg skammer mig ikke over det, der skete i '13. Det var jo et stærkt ønske fra kommunerne dengang at få ændret arbejdstidsreglerne. Men forløbet var naturligvis uskønt, fortæller Michael Ziegler.

Han og lærernes daværende formand Anders Bondo Christensen har siden ’13 og frem til for få måneder siden ved en stribe lejligheder været oppe at toppes i den bedste sendetid.

Forgæves forsøgte de to igen at lande en ny arbejdstidsaftale i først 2015 og siden 2018, hvor Danmark balancerede på kanten af en storkonflikt på hele det offentlige arbejdsmarked.

Ziegler erkender, at det har været hårde forhandlinger, men han mener, at de har været nødvendige.

OK18 ... kunne være gået helt galt, og skæbnen på forhandlingerne lå i hænderne på nogle ganske få personer
Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg

Bliver mærkeligt at undvære Bondo

Efter OK18 valgte Anders Bondo Christensen at fratræde som lønmodtagernes topforhandler efter fem overenskomstfornyelser. Men i august forrige år lykkedes det endelig KL og lærerne at indgå en aftale om arbejdstid forud for OK21. Samme dag meddelte Anders Bondo Christensen, at han stoppede som formand for Danmarks Lærerforening efter 18 år på posten.

Det glæder Michael Ziegler, at arbejdstidsaftalen faldt på plads, inden hans og Bondos veje skiltes.

– Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes os i fællesskab at nå i mål med en ny arbejdstidsaftale sidste år. Nogle mener måske, at jeg stod bag krigen i 2013, og derfor er jeg glad for, at jeg også har været med til at sikre freden igen. Ellers ville de mennesker måske sidde og tænke, at ham Ziegler kun kan finde ud af at starte en krig.

– Jeg tør slet ikke tænke på OK21, hvis ikke vi havde fået aftalen på plads. Vi er nu et helt andet sted, og det giver noget ro ved de kommende forhandlinger. Det er jeg virkelig glad for at have været med til at sikre, tilføjer Ziegler over for A4 Overenskomst.

Michael Ziegler (i midten) og lærernes daværende formand Anders Bondo Christensen har siden ’13 og frem til for få måneder siden ved en stribe lejligheder været oppe at toppes i den bedste sendetid. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix).

Mange har formentlig oplevet et deja-vu, når Ziegler og Bondo ved den ene forhandling efter den anden har opgivet at blive enige. Nogle har måske tænkt, om ikke det var tid til at skifte de to forhandlere ud med to nye for at nå et resultat. Men det er en misforståelse, fastslår Michael Ziegler.

– Det som har gjort det svært, er de bagvedliggende interesser, som vi hver især repræsenterede. De har været svære at forene, og det har gjort det vanskeligt. Men det har hverken været Bondos eller min skyld, at vi ikke kunne blive enige, fastslår Michael Ziegler.

– Men jeg er med på, at i lærerkredse er jeg personificeringen på konflikterne, siger han.

For Ziegler bliver det specielt, at skulle undvære Anders Bondo Christensen ved OK21.

– Det bliver mærkeligt uden Anders Bondo. Der er måske nogle, der har et billede af, at vi ikke kan være i stue sammen. Det kan vi bestemt godt. Grundlæggende kan vi godt lide hinanden som mennesker. Det er meget få gange, at vi virkelig har været på kant af hinanden, fortæller Michael Ziegler.

Som repræsentant fra arbejdsgiversiden er jeg jo i manges øjne castet til at være på det ondes side i manges bevidsthed, og det har jeg det okay med
Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg

Michael Zielger har ikke selv overvejet at stoppe som KL-forhandler på trods af, at de seneste overenskomstforhandlinger sled hårdt på ham.

– Nogle tænker måske, hvorfor jeg ikke stopper efter alle kontroverserne med lærerne, for det må da være slidsomt. Men der er nogle mennesker, der bare elsker at piske sig selv, griner Michael Ziegler.

– OK18 var et utrolig hårdt forløb. Der blev virkelig brugt tid, og man skal også være klar over, at man sætter sig selv i spil. Det kunne være gået helt galt, og skæbnen på forhandlingerne lå i hænderne på nogle ganske få personer. Men jeg er vel et engageret menneske, og jeg synes, at det her er rigtig spændende. Det er noget, som påvirker rigtig mange mennesker. Omkring 500.000 ansatte i kommunerne bliver på en eller anden måde påvirket af det, vi sidder og laver.

– Det her bliver min femte overenskomst, men der er ikke to overenskomster, der har været ens. OK21 bliver uden tvivl også meget anderledes, fordi baggrunden er en helt anden med coronakrisens påvirkning, tilføjer KL's topforhandler.

Michael Ziegler i mediernes søgelys ved OK18. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Ved demonstrationerne i foråret 2018 så man Michael Ziegler portrætteret som maskeret forbryder med teksten “efterlyst for mordforsøg på den danske model”.

Kommunernes chefforhandler accepterer, at den slags hører med i politik.

– Som repræsentant fra arbejdsgiversiden er jeg jo i manges øjne castet til at være på det ondes side i manges bevidsthed, og det har jeg det okay med. Heldigvis lever vi i et land som Danmark, hvor vi kan være uenige om tingene, og hvor de fleste godt er klar over, at der skal findes en rimelig balance mellem lønmodtagernes og arbejdsgivernes behov. Det er derfor vi har overenskomstforhandlinger. Det er den måde, vi har bygget det op på i Danmark, siger Michael Ziegler.

Mona er no bullshit-type

Michael Ziegler ser frem til en ny tid med Mona Striib, som har afløst Anders Bondo som formand for Forhandlingsfællesskabet ved OK21.

– Jeg har stor respekt for Mona, som er en helt anden type. Hun er no bullshit-typen, hvis man kan sige det på den måde, siger Michael Ziegler.

Han uddyber.

– Som politiker er jeg så heldig, at jeg har nogle folk, der hjælper mig med forberedelserne forud for møderne. Eksempelvis med talepunkter. Men der vil jeg bare sige, at når jeg har møder med Mona, så kan jeg ofte lige så godt smide de talepunkter væk på forhånd, for det bliver alligevel anderledes. Alt det indledende kan man lige så godt glemme, Mona går direkte til biddet, griner Ziegler.

LÆS OGSÅ: Formanden med de to kasketter: Sådan forbereder Mona Striib sig til OK21

Han indrømmer, at han godt kan blive en smule udfordret af tilgangen, men oftest kan han godt lide den.

– Mona er rigtig dygtig, og det er det, jeg forholder mig til.

Kan godt blive ophidset

Selv bliver Michael Ziegler af både støtter og modstandere karakteriseret som analytisk stærk, velbegavet, pragmatisk og meget rolig.

Ziegler kan godt nikke genkendende til beskrivelsen. Men man skal ikke tage fejl. Han har også temperament, erkender han.

– Jeg fremtræder generelt meget rolig. Nogle vil måske derfor blive overraskede, når jeg siger, at jeg godt kan have nogle orkaner inde i mig selv. Hvis jeg har et eller andet, jeg bøvler med, eller hvis jeg har diskuteret med nogle, jeg synes er urimelige, så kan jeg godt gå og tale med mig selv om det derhjemme. Og jeg kan faktisk godt blive lidt ophidset, griner Michael Ziegler.

– Men det er de færreste, der oplever den side. Jeg forsøger oftest at udstråle ro, tilføjer han.

100 overenskomster skal forhandles på plads

I disse måneder forhandler KL og de faglige organisationer omkring 100 overenskomster på det kommunale arbejdsmarked. Kravene til OK21 blev udvekslet i december, og KL's hovedkrav er, at modparten må acceptere en smal økonomisk ramme på grund af coronakrisen.

KL møder også op til forhandlingerne med et ønske om at udvikle, hvad man kalder attraktive og effektive arbejdspladser med øget fokus på rekrutteringsudfordringer og fastholdelse af erfarne medarbejdere.

Det skal ifølge KL ske via en rekrutteringspulje i tre dele. En der vedrører social- og sundhedsområdet, en for velfærdsledere, der skal sikre god service hos borgerne, og endelig en pensionsdel for de lavest lønnede, fortæller Michael Ziegler.

– Rekruttering er vigtig for os, fordi der er et stort behov ude i kommunerne, hvor man har vanskeligt med at rekruttere de medarbejdere, de skal bruge. Man kan samtidig forudse, at det bliver endnu vanskeligere i de kommende år, forklarer Michael Ziegler.

Ved OK18 fik KL oprettet en rekrutteringspulje målrettet sosu-assistenter. Netop denne faggruppe, vil der også være fokus på ved OK21.

– Det er specielt på sundheds- og ældreområdet vi har de største udfordringer.

Ziegler er kun halvvejs i sin politiske karriere

Michael Ziegler dukkede for alvor op i offentligheden, da han under kommunalvalgkampen i 2005 lovede, at han ville flytte ind i det socialt belastede boligområde Tåstrupgård.

Han holdt sit løfte, og som nyvalgt borgmester fik han midlertidig adresse i Tåstrupgård. Han flyttede ind for at vise, at bebyggelsens dårlige rygte som ghetto var overdrevet.

Ziegler er siden blevet medlem af en ”klub” af populære konservative borgmestre, der tæller folk som Sofia Osmani i Lyngby-Taarbæk og Hans Toft i Gentofte. Sidstnævnte annoncerede for nylig, at han efter 28 år som borgmester ikke genopstiller ved kommunalvalget til november. Det har dog ikke fået Ziegler til at overveje en anden fremtid.

– Jeg har siddet i byrådet i Høje Taastrup, siden jeg var 21 år, så det er blevet til 31 år. Jeg joker nogle gange med, at jeg så er cirka halvvejs i min politiske karriere. Og jeg har i hvert fald mange år endnu, hvis jeg sammenligner mig med Hans Toft. Jeg er jo ikke i nærheden af 28 år som borgmester endnu, griner Michael Ziegler.

Han har tidligere gjort sig tanker om at gå ind i landspolitik, men nåede frem til, at det ikke er noget for ham. Han befinder sig godt, hvor han er.

– Christiansborg er et helt andet game. Jeg holder af at være tæt på borgerne, som jeg er i Høje Taastrup. Jeg får en stor tilfredsstillelse ved at kunne følge den forandring, jeg er med til at skabe her, fortæller Michael Ziegler, der sagtens kan se sig selv fortsætte på posten lige til pensionen.

– At være borgmester kan være et hårdt job, hvor man konstant er udfordret. Ofte også konstant angrebet. Men det er også et job, som giver super meget mening. Så tanken om at blive til jeg skal på pension, er sådan set ikke skræmmende, hvis ellers jeg kan få lov til det.

Læs hele artiklen i A4-Overenskomst (Kræver abonnement)

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36

Temaer: Overenskomstforhandlinger

Emner: Overenskomster, Overenskomstforhandling, FOA, Høje-Taastrup Kommune, Fagbevægelse, Michael Ziegler (K), borgmester

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]