
Kommunaldirektør i Norddjurs Kommune Christian Bertelsen arbejder på at fremme værdibaseret ledelse. - Foto: Norddjurs Kommune
Pilotforsøg med værdibaseret evaluering af ledere i kommune
Norddjurs Kommune beskriver her, hvordan man er med i et pilotforsøg for at finde ud af, hvordan ledere bedst kan evalueres i forhold til udvalgte værdier. To ledere fortæller, at de får øje på blinde vinkler hos sig selv.
Udgivet: 05/02/2021
Sponseret af
Værdibaseret ledelsesevaluering – hvordan gør man det?
I Norddjurs Kommune er der to centrale elementer i værdibaseret ledelsesevaluering: En inddragende proces og en direkte kobling mellem ledelsesevalueringens overordnede temaer og de grundlæggende værdier for organisationen virke: Tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab. Formålet er ledelsesudvikling i tråd med kultur og adfærd, som samtidig har langsigtet relevans i en offentlig virkelighed under konstant forandring.
Evaluering af ledelse er ikke et nyt greb indenfor ledelsesudvikling, og det er allerede noget, som ledere i Norddjurs Kommune arbejder med lokalt. Ledelsesevaluering er et middel til at få indblik i og værktøjer til at udvikle egen ledelse.
Regeringen, KL og Danske Regioner er i samarbejde med Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet i færd med at udvikle et lederevalueringsværktøj, som består af en spørgeskemabaseret undersøgelse og materialer, der skal sikre en god dialog om undersøgelsen.
Formålet er at understøtte det igangværende arbejde med ledelsesudvikling i den offentlige sektor som led i 'aftalen om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor'. Værktøjet består af udsagn, som er målrettet forskningsbaserede temaer i forhold til offentlig ledelse, hvor respondenten skal svare, hvor enig/uenig vedkommende er i udsagnet. Det kunne eksempelvis være "Min leder fremmer en kultur, hvor vi kan tænke kreativt om vores opgaveløsning" eller "Min leder sikrer, at vi har de rette betingelser for at samarbejde med andre."
Spørgsmål som disse besvarer medarbejdere, underordnede ledere og lederkolleger i pilotforløbet hos udvalgte arbejdspladser i Norddjurs Kommune for tiden. Spørgsmål, der handler om ledelse, og samtidig er direkte relateret til kommunens værdier.
Resultaterne af evalueringerne skal kunne bruges lokalt som dialog- og udviklingsredskab for kommunens ledere med det formål at udvikle organisationens ledelse og organisationen som helhed.
”Vi er utroligt glade for at Norddjurs Kommune har haft lyst til at gøre os klogere på, hvordan man bedst griber ledelsesevalueringer an i den offentlige sektor. Det har stor værdi for vores forskning, at Norddjurs og andre danske kommuner så velvilligt lukker os ind i deres maskinrum. Det hjælper os til at forstå og understøtte ledelsespraksis endnu bedre,” siger Caroline Howard Grøn, der er lektor ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og leder arbejdet med udviklingen af den fællesoffentlige ledelsesevaluering.
Medarbejderne involveres i processen
Der gennemføres ultimo 2020 og primo 2021 pilottest af ledelsesevaluering i Norddjurs Kommune i fællesskab med Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.
Pilotforløbet i Norddjurs Kommune er tilrettelagt som en involverende proces, hvor bl.a. det lokale TRIO-samarbejde, som er et uformelt samarbejde mellem leder, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, har været inddraget i den forberedende del af forløbet.
Her har fokus eksempelvis været på, at medarbejderne skulle kunne se sig selv i de ledelsestemaer, der ligger til grund for spørgsmålene i evalueringen. Derfor er temaerne udvalgt ud fra sammenhængen til kommunens organisations- og ledelseskodeks 'Vores Norddjurs', som bygger på værdierne: Tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab. Derfor blev ledelsestemaerne i pilotforløbet tillidsbaseret ledelse, borgerorientering, innovationsledelse og tværgående ledelse.
”Norddjurs-modellen for ledelsesevaluering skal give mening på de enkelte arbejdspladser, og derfor har det været vigtigt for os, at der i processen fandt en grundig involveringen af lederne sted. Derudover har modellen baggrund i vores værdisæt," siger kommunaldirektør i Norddjurs Kommune Christian Bertelsen og fortsætter:"Ledelsesevaluering er et værktøj til at få feedback på sin ledelse. Den feedback udstikker en retning for, hvordan som leder kan udvikle sig, og det er i sidste ende ledelsesudvikling, der er formålet med evaluering."
Man får øje på blinde vinkler
Ungdomsskolen Ung Norddjurs er en af de seks arbejdspladser, der deltager i pilotforløbet. Leder hos ungdomsskolen Henrik Stougaard Larsen interesserer sig i høj grad for ledelsesudvikling og ser, at evaluering kan være et brugbart værktøj til at kvalificere, hvilken retning man skal udvikle sig i.
Det er med til at trykprøve mine egne forventninger til ledelse
”I forhold til min egen lederudviklingsrejse har ledelsesevaluering været en vigtig brik i koblingen mellem teori og praksis. En forståelse, af hvordan ens ledelse opleves af andre, giver mulighed for, at man kan få øje på nogle af sine egne ’blinde vinkler’ og bruge teoretiske værktøjer til at arbejde med dem,” fortæller Henrik Stougaard Larsen.
Afdelingsleder hos Ung Norddjurs Per Larsen siger ligeledes:
”Lederevaluering giver mig meget, da det er et oplæg fra mine medarbejdere til, hvordan jeg kan udvikle mig som leder. Det er med til at trykprøve mine egne forventninger til ledelse med afsæt i kommunes værdier og teste, om der er harmoni i det, jeg tænker, at ledelse skal være, og det, jeg rent faktisk gør som leder."
"I sidste ende kan det være med til at skærpe mit fokus i min rolle som leder, ligesom det giver et godt grundlag for de videre snakke om ledelse med min overordnede leder. Samlet set håber jeg, at det bidrager til min overordnede udviklingsplan som afdelingsleder.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Norddjurs Kommune








































