
Elever fra 8. klasse og lærere fra Møllebakkeskolen venter på færgen i Gedser Færgehavn. De skal besøge deres venskabsskole Ecolea Schule i Rostock. Billedet er fra juni 2019. - Foto: Guldborgsund Kommune
Internationalt udsyn gavner hele kommunen
Guldborgsund Kommune har de seneste to år haft stort fokus på international udveksling og samarbejde i Østersøområdet. ‘Vi er brandgode til det,’ siger borgmesteren.
Udgivet: 03/02/2021
Knap 1.000 skolebørn har de seneste to år - især før corona - været på udveksling med andre skolebørn i Østersøområdet. Lærlinge og jobsøgende har i samme periode deltaget i projekter inden for transport, turisme, naturbeskyttelse, erhvervsudvikling og kultur og meget mere, der har fokus på at danne, uddanne og at skabe jobs.
I det hele taget er Guldborgsund Kommune i disse år særligt optaget af at skabe udvikling med international udsigt. Kommunen er blandt de bedste i Region Sjælland til at få udbytte af EU's finansielle støttemuligheder. For 2019 og 2020 har de internationale projekter haft et forbrug på omkring 18 mio. kr., som primært er finansieret af EU.
”Vi er præget af vores beliggenhed som Danmarks og Skandinaviens sydligste kommune og placering ud til Østersøen. Det gør det internationale samarbejde oplagt, og ikke mindst samarbejdet med vores nærmeste storby, Rostock, som vi blev venskabsby med i 2014,” siger borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) i en pressemeddelelse.
Kommunen har EU projekter inden for transport, turisme, naturbeskyttelse, erhvervsudvikling og kultur. Et stort kulturprojekt koordineres af det Danske Kulturinstitut i Riga, mens turismeprojektet TOUR-BO har samarbejde med føde-varenetværket MULD for at støtte jobskabelse, og har indsatser på Bøtø for at tiltrække flere turister. Et bio-tek projekt støtter jobskabelse gennem nye anvendelser af landbrugsprodukter og ressourcer, som tang, skaldyr og fisk.
Der er også en særlig indsats for lærlinge, uddannelsessøgende og jobsøgende, som får hjælp til at søge praktikpladser, uddannelser og jobs på den anden side af den dansk-tyske grænse. Jobcentre, erhvervssammenslutninger og uddannelsesinstitutioner, på begge sider af grænsen, samarbejder for at etablere et fælles uddannelses- og arbejdsmarked.
”På trods af omstændighederne med covid-19 har kommunen haft et omfattende internationalt samarbejde gennem de to år. Og vi er brandgode til det, Men det er klart vi glæder os til vi igen kan arbejde over grænserne og se hinanden fysisk,” siger John Brædder.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Guldborgsund Kommune







































