
HOME-START er et nyt tilbud til pressede familier i Ringsted Kommune. Organisationen er til stede i 11 andre kommuner landet over. - Foto: HOME-START
Kommune investerer i hjælp til pressede børnefamilier
Et nyt initiativ skal forebygge opbrud og krise i småbørnsfamilier, der især under nedlukningerne har været pressede i hverdagen.
Udgivet: 02/02/2021
Småbørnsfamilier er ofte hårdt pressede i en travl hverdag, og det pres er ikke blevet mindre under den snart et år lange coronakrise.
Det vil man nu gøre noget forebyggende ved i Ringsted Kommune, der med 475.000 kroner årligt over de næste fire år byder velkommen til et samarbejde med organisationen HOME-START, som i løbet af foråret åbner en ny lokalafdeling i kommunen. Det skriver Sjællandske Medier.
Det sker på baggrund af Anne Marie Østergaard, der er tidligere udviklingskonsulent på børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune, men som nu er gået på efterløn. I dag er hun frivillig i HOME-START:
“Der er et kæmpe behov allerede, og med coronavirussen er behovet ikke blevet mindre. Der er brug for, at man kommer ind så tidligt som muligt, så man kan afværge kriser, som senere kan blive til noget, der er rigtig vanskeligt,” siger Anne Marie Østergaard til Sjællandske Medier.
Organisationen har allerede afdelinger i 11 andre kommuner i hele landet, og erfaringerne herfra viser, at det er muligt at forebygge alvorlige kriser og undgå sammenbrud eller opbrud i familierne. Kernen i det frivillige arbejde er et par timers ugentlig hjælp fra en familieven:
“Vi går ind i forhold til hele familiens situation afhængig af, hvad de har brug for. Det kan være hjælp til tøjvask, at stege frikadeller til fryseren, eller at gå en tur med lille Peter eller tage en snak om opdragelse,” siger Anne Marie Østergaard til Sjællandske Medier.
Fakta om HOME-START
HOME-START er en organisation, hvor frivillige tilbyder støtte, venskab og praktisk hjælp til familier med børn under skolealderen med det formål at forebygge kriser og sammenbrud i småbørnsfamilier. Organisationen er uafhængig af religiøse, politiske og økonomiske interesser.
Kilde: https://home-start.dk/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Emner: Socialøkonomi, Ringsted Kommune







































