
Foreningen Folkemødet mener, at det er en god investering for folkestyret at investere i Folkemødet, derfor har de opfordret Folketingets partier til at bakke op og støtte Folkemødet økonomisk. - Foto: folkemoedet.dk
Overlevelseskamp for Folkemødet
Folkemødet på Bornholm har brug for økonomisk hjælp og bedt staten om et tilskud på 2,9 millioner kroner for at kunne overleve og genopstå til sommer.
Udgivet: 15/01/2021
Folkemødet er økonomisk i knæ efter aflysningen i juni 2020 og med udsigten til nye udgifter til både coronatilpasninger af Folkemødet 2021 og til en udvikling af digitale måder at afvikle debatter og folkehøringer på.
Derfor havde Foreningen Folkemødet bedt om foretræde for Folketingets kulturudvalg, for at præsentere de udfordringer, som Folkemødet står overfor og hvilken kritisk økonomisk situation foreningen oplever lige nu. Foretrædet blev afholdt onsdag.
”Vi oplevede en bred opbakning til Folkemødet og en lydhørhed over for Folkemødets økonomiske vanskeligheder. Vi er utrolig glade for opbakningen og de mange positive tilkendegivelser, og håber på konkret handling,” skriver foreningen på Facebook efter mødet.
Foreningen Folkemødet har bedt staten om et tilskud på 2,9 millioner til det kommende arrangement, hvilke skal ses i relation til at Folkemødet 2020 fik 4,5 millioner kroner i coronakompensation fra statskassen.
Alternativ afvikling af folkemødet
For at Folkemødet overhovedet kan afvikles i 2021, skal hele området i Allinge tilpasses eventuelle coronarestriktioner, og derfor arbejder foreningen på forskellige sundhedsmæssige tiltag og en digital udvidelse, der skal sikre, at flest muligt kan deltage i arrangementerne. Disse udfordringer nævnte foreningen blandt andre også under mødet med kulturudvalget.
”Vi bliver snart nødt til at vide, om vi kan trykke på startknappen og sige: 'Se her, sådan kommer Folkemødet til at se ud i juni 2021. Det her er rammerne, værsgo med at gå i gang med at planlægge, alle jer, der udgør selve Folkemødet.' Vi har trukket det meget længe, og det kan vores partnere – organisationer, virksomheder og politikere – heller ikke holde til,” sagde Vibe Klarup, formanden for Foreningen Folkemødet, til Bornholms Tidende efter mødet.
Foreningen Folkemødet afventer nu en udmelding fra Folketinget.
Folkemødet har fået tilsagn om ekstra 1 million kroner fra Bornholms Regionskommune.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Hjælpepakker
Emner: Bornholms Regionskommune







































