
Advokat Pernille Backhausen (billede) klager nu på vegne af sin klient kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe over Fredericia Kommunes manglende grund for at hjemsende Annemarie Zacho-Broe 5. januar. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Advokat til kommune: Hjemsendelse var ulovlig
Kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe mangler stadig en begrundelse for, hvorfor Fredericia Kommune i sidste uge besluttede at fritage hende fra tjeneste. Via sin fagforening og tilhørende advokat slår hun derfor nu tilbage. Der er tale om en ulovlig forvaltningsretlig beslutning, mener advokat.
Udgivet: 14/01/2021
Det står stadig uklart for kommunaldirektør i Fredericia Kommune Annemarie Zacho-Broe, hvorfor hun 5. januar blev fritaget fra tjeneste.
Tjenestefritagelse er en forvaltningsretlig, der kræver et faktuelt grundlag og en partshøringsproces, konstaterer advokat Pernille Backhausen, skriver Fredericia Dagblad.
"Min klient har fortsat ikke fået oplyst grundlaget for, at hun er hjemsendt. Vi havde fået at vide, at økonomiudvalget ville overveje det videre forløb på møde i går (mandag, red.), og at det der blev besluttet blot at fastholde min klients fritagelse for tjeneste. Dette er fortsat uden yderligere uddybning. Jeg skal igen på det skarpeste tage afstand fra denne proces" meddeler advokat Pernille Backhausen.
Hun fastslår også, at hverken Djøf, kommunaldirektøren eller hende selv har set begrundelse for advokatundersøgelsen.
"Vi har ikke fået forelagt, hvad Horten advokatfirma har modtaget af oplysninger, haft lejlighed til at kommentere det, eller modtaget hele eller delvise konklusioner i den anledning. Endelig er det uklart, om der er punkter, der nu vender mod min klient. Fra pressen har vi således forstået, at kommunen vurderer, at det er 'alvorligt', samt at processen vil skulle løbe til februar. Dette er meget langt fra en korrekt forvaltningsretlig proces, siger Pernille Backhausen.
Hun tilføjer, at hun overvejer at fremlægge kommunens beslutninger, proces og håndtering til Folketingets Ombudsmand.
Fredericia Dagblad har forsøgt at få et svar fra HR-chef Rikke Lykke Ravn. Hun kan dog ikke udtale sig om den konkrete sag, da det er en personalesag.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Emner: Fredericia Kommune







































