
Der kan blive gjort mindre rent hos de ældre i Brøndby Kommune som følge af, at en stor del af personalet er ramt af covid-19. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kommune: Hjælpen til ældre reduceres på grund af covid-19
Brøndby Kommune lægger op til, at ældre i hjemmeplejen må leve med mindre rengøring og service i en periode. En stor del af personalet i kommunen er ramt af covid-19, og derfor er det nødvendigt at skære ned på ikke nødvendige opgave, mener kommunen.
Udgivet: 05/01/2021
I Brøndby Kommune er så mange af de ansatte i ældreplejen ramt af covid-19, at kommunen nu ser sig nødsaget til for en tid at skære ned på servicen over for de ældre.
"I lyset af den tilspidsede situation har borgmesteren på vegne af kommunalbestyrelsen netop givet grønt lys til, at hjemmeplejen om nødvendigt kan skære ned på de ydelser til borgerne, der ikke er absolut nødvendige," står der i en pressemeddelelse, som kommunen udsendte mellem jul og nytår.
Hjemmeplejen fortsætter med at levere nødvendige ydelser som personlig pleje, mad og medicin. Men der kan eksempelvis blive gjort mindre rent hos ældre i hjemmeplejen. Det vil ifølge kommunen dog ske ud fra en "individuel vurdering i forhold til de ydelser, der eventuelt suspenderes i en periode."
Bred vifte af besparelser
Per Jensen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune, oplyser over for TV 2 Lorry, at nedskæringerne gælder en bred vifte af ydelser på ældreområdet.
"Vi har for eksempel et plejehjem, hvor vi har 21 pladser for primært hjemmeboende, demensramte borgere, der kan komme i aflastning i dagtimerne, så deres pårørende ikke har dem derhjemme."
"Det er noget af det, vi kan inddrage, så det personale, vi har til at tage sig af daghjemsgæsterne, kan anvendes til de mere vigtige funktioner, som vi ikke kan skære væk, og hvor der ikke er noget at erstatte med," siger Per Jensen til TV 2 Lorry.
Han oplyser også, at der også vil blive skåret ned på rengøringen i hjemmeplejen.
"Hvis man stod til rengøring hver mandag og torsdag, så bliver det kun om torsdagen. På den måde frigør vi tid til hjemmehjælperne, så de kan nå noget mere," siger Per Jensen til TV 2 Lorry.
Brøndby Kommune er i gang med at få plejepersonalet vaccineret, og det giver håb hos Per Jensen om, at man inden alt for længe igen får en mere normal bemanding.
"Lige nu er vi hårdt ramt, og det er derfor, vi sætter det her i gang. Men der vil jo løbende komme raskmeldt personale retur, og der er jo ikke nogen – hverken af os politikere eller de ansatte – der har en interesse i, at vi holder denne her nødbekendtgørelse i gang i længere tid end nødvendigt," siger Per Jensen til TV 2 Lorry.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Emner: Brøndby Kommune







































